Imponerende om glemt oplysningstænker

Bok: Lykkens politikk – Espen Schaanning

BOKOMTALE: I sin seneste bog trækker Espen Schaanning frem igen Helvetius, hans menneskesyn og ideer om strafferetten. Resultatet er en imponerende idehistorisk præstation, der kan måle sig med hvad som helst af litteratur om oplysningstænkningen.

Av Hans-Jørgen Schanz, professor i idéhistorie ved Aarhus universitet

Espen Schaannings Lykkens politikk: Fransk oplysningstid og synet på menneske og straff hos Helvetius er en omfattende bog, som sætter sig for i mere snæver forstand at analysere Helvetius´ menneskesyn og hans ideer om strafferetten eller straffesystemet, som netop baseres på menneskesynet. I mere omfattende forstand behandler bogen med respektindgydende grundighed stort set hele den såkaldte oplysningstænkning.

Selv om der er fokus på det franske område, trækker Schaanning også samtidshistoriske forbindelseslinjer til engelske, skotske, tyske og andre oplysningssteder. Endelig er der træfsikre komparationer med især antikke positioner.

Bogen giver også en forbilledlig præsentation af den internationale primære kommentarlitteratur vedrørende selve oplysningstænkningen, lige som der til slut i bogen er en yderst informativ gennemgang af litteraturen vedrørende Helvetius. Vi er med andre ord særdeles godt forskningsmæssigt dækket ind.

LES OGSÅ: – Straff som svir. Intervju med Espen Schaanning

Menneskesyn og strafferet

Den centrale ide hos Schaanning går ud på at blotlægge forbindelseslinjer mellem Helvetius´ menneskesyn og så hans opfattelse af, hvordan man bør indrette et straffesystem eller en strafferet – et forehavende som netop Schaanning har de bedste forudsætninger for at indløse, al den stund han har skrevet adskillige bøger og artikler om straffesystemer, dog mest moderne. Da menneskesynet er basen bliver arbejdet yderst omfattende, fordi just menneskesynet kan rumme om ikke alt, så næsten alt. Og i den meget internationalt diskuterende franske oplysningstænkning var menneskesynet ganske ofte den bagvedliggende referent. Det vil så sige, at det at diskutere Helvetius´ menneskesyn tillige er at tematisere hele samtidens diskussioner og debatter om, hvad det vil sige at være et menneske.

Espen Schaanning har undersøkt opplysningsfilosofen Helvetius’ syn på mennesket og straff.

Her går forfatteren med stor grundighed og omfattende belæsthed ind på nærmest alle temaer i oplysningstænkningen – ikke bare i snæver forstand på, hvad det vil sige at være et menneske, men virkelig omfattende. Det eneste tema som stort set ikke berøres er æstetikken – hvilket ikke nævnes som en mangel, men tvært imod for at fremhæve det kolossale omfang af tematikker, som behandles.

I fokus er selvfølgelig Helvetius´ skrifter og ageren. Og her er der en yderst kompetent, grundig og også upolemisk udlægning af teksterne, ja så dygtig er den, at den kan måle sig med alt, der foreligger herom. Det fine er blant annet, at der ikke søges trukket en bestemt overordnet ide ned over udlægningen af teksterne. Interpretationen udfolder sig som en sporhunds interesse i at finde sammenhænge i teksterne. Og også i at pege på såvel selvmodsigelser som modsigelsesophævende broer. Det gøres med en fin næse og dygtigt.

På overbevisende måde lykkes det at tegne et nuanceret billede af netop sammenhængen mellem menneskesyn og strafferet hos Helvetius. Et billede som på flere måder står i kontrast til gængse meninger og opfattelser af oplysningstenkeren.

Straf – fra oplysningstiden til nutiden

Til slut i bogen er der en særdeles oplysende sammenligning mellem oplysningstidens – især Helvetius´ – syn på straf og strafferet og så situationen fra 1800-tallet og fremefter. Det er en suveræn sammenligning. Og skønt denne komparation på visse punkter fokuserer på Norges straffesystem er den formodentlig i det store og hele generaliserbar i forhold til hele det øvrige Vesteuropa. Det sjove er blant annet, at selv om nutidens straffesystem deler opfattelse med oplysningstiden om, at hele straffesystemet skal baseres på sekulære præmisser, så er systemerne ret så forskellige.

Bogens sprog er velfungerende – ja, den må betegnes som velskrevet. Det kommer ikke mindst af det forhold, at sproget forruden at være upolemisk og ukrukket ikke er overspillet akademisk, hvortil kommer, at der er oplysende eksemplifikationer og regulære ordforklaringer.

Denne bog er en imponerende idehistorisk præstation, der kan måle sig med hvad som helst af litteratur om oplysningstænkningen. Den forskningsmæssige indsats er nærmest overvældende, tillige original. Da bogen derudover er velskrevet og forståelig bør den vinde et stort publikum. Summa: Hatten af i beundring.

Legg igjen en kommentar

Din e-postadresse vil ikke bli publisert. Obligatoriske felt er merket med *