Platons Statsmanden i nyt lys

Statsmandskunst, naturmyter og dialektik

Byste av Platon i Old library i Dublin. (Kilde: Flickr)

BOKOMTALE: John Sallis’ sidste antologi er et kærkomment supplement til den relativt begrænsede mængde af litteratur, der omhandler Platons Statsmanden. Antologiens omfang bliver dog også dens største svaghed.

Av Kristian Larsen, Marie Skłodowska-Curie fellow ved Universitetet i Bergen

Plato’s Statesman – Dialectic, Myth, and Politics, en antologi om Statsmanden, er et godt bidrag til litteraturen om et af Platons mindre læste, men mere tankevækkende værker. Antologien indeholder 17 kapitler skrevet af 17 Platonforskere fra forskellige traditioner, og den giver et fint indtryk af Statsmandens tematiske rigdom samt af de hermeneutiske forudsætninger forskellige tilgange til Platon bygger på. Antologiens omfang er dog også dens største svaghed: de mange indfaldsvinkler og gentagne behandlinger af samme tema efterlader delvist læseren med en følelse af, at dialogen nok har mange tematikker, men at det overordnede tema er noget konfust. En anden svaghed er, at kapitlerne svinger i kvalitet: enkelte kapitler forfalder til rene øvelser i at oversætte Platon til moderne, såkaldt kontinental, filosofi, mens mange andre er fremragende.

I antologiens indledning medgiver bogens redaktør, John Sallis, at Platons Statsmanden ikke umiddelbart, eller på afstand, virker som et mesterværk. Tvært imod: Kompositionen af værket virker slet og ret underlig. Men intet værk af Platon kan vurderes retfærdigt blot på afstand, fortsætter han – man må få hænderne ned i materien, så at sige, og tænke med, værket igennem, før man kan vurdere det rettelig. Man må, som fortolker, blive endnu en stemme i den dialog, der udfolder sig i værket. Dette er, hvad essaysamlingen søger at gøre.

Mere præcist er målet at følge teksten selv, indefra, uden at komme med forudgående antagelser om Platons værk og doktriner.

Mere end «kontinentale» fortolkninger

John Sallis (ed.): Plato’s Statesman – Dialectic, Myth, and Politics, SUNY series in Contemporary Continental Philosophy. Albany: State University of New York Press, 2017.

Dermed indskriver Sallis antologien i den tradition af dramatiske Platon-læsninger, der har afsæt i Paul Friedländer, Hans-Georg Gadamer, Jacob Klein og Leo Strauss, men som navnlig er fremherskende ved visse universiteter i det nordlige Amerika, hvor den let paradoksalt anses for at være en underafdeling af den kontinentale filosofi. Denne tradition vægter dels, at man må tage Platons særegne måde at skrive på alvorligt, når man skal vurdere ham filosofisk – man kan ikke bare isolere en række argumenter i teksterne og analysere dem, som om Platon skrev afhandlinger. Dels pointerer den, at man må skelne klart mellem Platon selv og den tradition, der bygger på ham; at fortolke Platon gennem de termer, den tradition, der bygger på ham, har udviklet på baggrund af Platon, er en tvivlsom hermeneutisk procedure. Dette er fortolkningsprincipper, man i mine øjne må medgive er rigtige, men de kan selvfølgelig udfolde sig på forskellig måde.         

Det bør dog med det samme siges, at Sallis i indledningen nok til dels skriver på egne vegne, som fortaler for den særlige type af Platon-fortolkning, han med rette er berømt for. I antologien findes der således også bidrag fra forskere, der slet ikke indskriver sig i denne tradition, f.eks. Nicholas Pappas og Noburu Notomi. Ligeledes er en del af de bidragsydere, der med nogen ret kan siges at tilhøre denne tradition, langt fra tilhængere af den mere ekstreme variant af amerikansk Platon-fortolkning, som Sallis står for, f.eks. Günter Figal, Mitchell Miller og Burt Hopkins, selv om de alle selvfølgelig i større eller mindre grad er inspireret af Friedländer, Gadamer, Klein eller Strauss.

Antologien er derfor ikke bare et udtryk for Platon-fortolkning udført som «contemporary continental philosophy», som serietitlen ellers angiver. Gudskelov, fristes man til at sige.

Med det mener jeg ikke at tage generel afstand fra den amerikanske type af «kontinentalt» orienterede Platon-læsninger – når sådanne læsninger er vellykkede, er de både skarpe og stimulerende for tanken. John Sallis, Jacob Howland, Drew Hyland og Stanley Rosen er alle gode eksempler på fortolkere, der evner at levere sådanne læsninger. Men kontinental filosofi «over there» (og ikke kun dér) kan ind imellem blive mere stil end indhold, og enkelte af kapitlerne i bogen bærer præg af dette: man får indtryk af, at de ikke handler så meget om at fortolke Platon som om at oversætte ham til noget mere spiseligt – en Platon, der skriver som Heidegger, Derrida eller Agamben. Men, kan man spørge sig selv, hvorfor så ikke hellere læse disse herrer end Platon. Platon har trods alt sin egen stil og behøver ikke at omskrives til en anden for at blive spændende – hvis man da ellers for alvor giver sig i kast med at fortolke ham.

Dialektik, myte og politik

Det er heldigvis kun et mindretal af kapitlerne, der falder for denne kritik. Størstedelen af dem er velskrevne og bygger på en solid indsigt i Platon, og de evner på forskellig og ofte komplementær vis at kaste nyt lys over temakredse og problemstillinger i værket. Som undertitlen til antologien angiver er det navnlig tre sådanne, kapitlerne kredser om: dialektik, myte og politik. Dog burde rækkefølgen i undertitlen snarere være myte-dialektik-politik. For bogens kapitler kan stort set indordnes i tre grupper: kapitlerne to til seks, der primært behandler dialogens store myte; kapitlerne syv til ti, der handler om dialektik og den særlige brug af eksempler, som præger Statsmanden; og kapitlerne elleve til tolv og fjorten til femten, der først og fremmest behandler spørgsmålet om lovens rolle og den politiske kunst. Endelig behandler kapitlerne tretten og seksten først og fremmest spørgsmålet, om Platons brug af en anden dialogfører i Statsmanden viser, at han har forladt sit sokratiske udgangspunkt eller ej, mens hele værket indledes med en overvejelse af, hvad begyndelse i det hele taget vil sige, og afrundes med et kapitel om Platon og Plotin.

LES MER AV KRISTIAN LARSEN: Klassisk håndsrækning til afsløring af bullshitApori og definition

Jeg vil afholde mig fra at gennemgå bogens mange kapitler i detaljer. Overordnet forekommer det mig, at kapitlerne, der er viet temaet dialektik, er antologiens stærkeste, hvor både Günther Figals, Eric Sandays og James Rissers kapitler imponerer, mens Mitchell Millers nok er interessant, men ikke byder på så meget nyt for den læser, der allerede kender hans fortolkning af Statsmanden og Sofisten. De kapitler, der behandler den store myte, er omvendt svagest og en del af dem forfalder efter min mening til en spekulativ stil, i ordets dårlige forstand, med Nicholas Pappas’ kapitel som et kærkomment korrektiv. Kapitlerne, der centrerer sig om dialogens politiske temaer svinger lidt i kvalitet, men er overordnet set gode, med kapitlet af Robert C. Bartlett som det i mine øjne absolut bedste bidrag. I tillæg er de to kapitler, der omhandler spørgsmålet om Platons brug af dialogfører – det første af Drew Hyland, det andet af Burt Hopkins – solide og svært interessante. Bogens første kapitel af John Sallis er kort – meget kort – og er ikke blandt Sallis’ bedste tekster, mens afslutningen af Gary M. Gurtler, S. J., der behandler Plotins fortolkning eller brug af Statsmanden, er et stykke særdeles grundigt håndværk, der er meget oplysende for den læser, der ønsker at få et indblik i Plotins «filosofiske værksted».

Overlap og manglende redaktionel styring

Byste av Platon. (Kilde: Flickr)

Selv om de fleste kapitler således er gode, lider antologien dog af en skavank, som den deler med mange andre antologier, der omhandler enkeltstående Platonske dialoger: der er for mange overlap i tematikker og for lidt styring fra redaktørens side i forhold til at sikre sig, at hvert kapitel behandler adskilte afsnit af dialogen. Mange af forfatterne har tydeligvis gerne villet sige noget om hele dialogen, hvilket er fint, hvis der er tale om en enkeltstående artikel, men faktisk bliver irriterende, når man læser adskillige kapitler i træk, der alle mener at skulle forklare hele dialogens struktur for læseren.

Dette problem er givetvis en følge af, at Statsmanden ikke er blandt de længste af Platons dialoger, samtidig med at dialogens dramatiske dimension er langt mindre afgørende for fortolkningen af værket end den er i værker som f.eks. Protagoras eller Symposion, om end den ikke er uden betydning. Man kan derfor spørge sig, om det er hensigtsmæssigt at vie hele sytten kapitler til denne dialog. Færre kapitler, der havde været mere fokuseret på mindre tekstbidder, ville derfor i mine øjne have været mere hensigtsmæssigt.

Den overordnede dom er alligevel, at bogen er et kærkomment supplement til den relativt begrænsede mængde af litteratur, der omhandler Platons Statsmanden.

Flere af kapitlerne er i mine øjne fremragende, og selv om det kan irritere, at mange af dem krydser igennem det samme dialogiske landskab, må man medgive, at man er blevet beriget hvad angår perspektiver på dette forunderlige værk af Platon, når man er nået til vejs ende.

Legg igjen en kommentar

Din e-postadresse vil ikke bli publisert. Obligatoriske felt er merket med *