Om Axel Honneths socialfilosofi

Nyt temanummer fra Agora – to artikler kan lastes ned.

Selvom det hedder «nr. 4, 2009» kom det i marts 2010: Det nye temanummer om Axel Honneth fra Agora

Axel Honneth er en af de mest fremtrædende, nulevende repræsentanter for den såkaldte Frankfurterskole eller «kritiske teori». Det kritiske ved den kritiske teori består ifølge Honneth i en insisteren på, at samfundsteorien ikke er til for teoriens egen skyld, men for at muliggøre et frit og vellykket menneskeliv.

Fra Horkheimer over Habermas til Honneth deler kritiske teoretikere den opfattelse, at muligheden for et godt eller «ikke-patologisk» menneskeliv – af Honneth kaldet «vellykket selvrealisering» – er under stærkt pres i moderne, kapitalistiske samfund. Det er derfor ikke nok med en sociologisk beskrivelse af samfundet; beskrivelsen må føre til en virkningsfuld kritik af de ideer og praksisser, som skaber lidelse og ubehag i det moderne menneskes hverdagsliv.

At modvirke menneskelig lidelse

Formålet med en kritisk teori er altså at modvirke menneskelig lidelse gennem en analyse, som virker terapeutisk på det lidende subjekt. Alligevel retter kritikken sig ikke mod individet som sådan, men mod de forhold i den sociale virkelighed, som producerer lidelsen. Honneth taler her om «sociale patologier», det vil sige lidelser, som nok erfares individuelt, men skabes af kollektive idealer og samværsformer.

En tidstypisk social patologi som «stress» overvindes for eksempel ikke ved at kritisere de stressede individer, eller give dem endnu et stresmestringskursus, men ved at rette et kritisk blik mod de stressens sociale årsager. Sådanne årsager kan for eksempel være stærke kulturelle idealer om personlig udvikling og selvforbedring, eller idealer om «selv-ledelse» og «livslang læring» i arbejdslivet. Idealer, som ubemærket forhindrer os i nogensinde at være tilfredse med os selv og vore egne præstationer.

Samliv og selvrealisering

Ifølge Honnet kan den kritiske teoris fokus på sociale patologier føres tilbage til G.F.W. Hegels begreb om et fornuftigt, socialt samliv, det vil sige et samliv, som både muliggør og betinger de deltagende subjekters selvrealisering. Når Adorno og Horkheimer beskriver «instrumentaliseringen» af menneskelige relationer, eller når Habermas taler om systemets «kolonialisering» af vores livsverden, er der netop tale om kritiske redegørelser for, hvordan de sociale betingelser for selvrealisering ødelægges.

Imidlertid mener Honneth ikke, at den kritiske teori har været i stand til at forklare, hvad vellykket selvrealisering egentlig er for noget. Hvad er det nærmere bestemt, der ødelægges og trues af instrumentalismering og «kolonisering»? Dermed har den ikke haft sit teoretiske fundament i orden, for hvordan kan man diagnosticere noget som sygt (patologisk), hvis man ikke har en idé om, hvad der sundt?

Selvtillid, selvagtelse og selvværdsættelse

Selvet bliver ifølge Honneth til i skæringspunktet mellem vore indre impulser og emotioner, og de måder vi mødes og anerkendes på af andre. Det interessante ved Honneths teori er imidlertid, at han går videre end denne minimalbestemmelse og spørger ind til sammenhængen mellem, på den ene side, menneskets «selvforhold», det vil sige vores fortolkninger og vurderinger af os selv som personer og på den anden side kvaliteten eller «vellykketheden» af menneskelivet.

På baggrund af en læsning af Hegels anerkendelsesdialektik, nyere psykoanalytisk forskning og G. H. Meads socialpsykologi, mener Honneth at kunne indkredse tre afgørende former for selvforhold, som han kalder henholdsvis selvtillid, selvagtelse og selvværdsættelse. Den vellykkede udvikling af alle tre relationer kalder han for «selvrealisering». Honneth er sig helt bevidst om, at der findes utallige forestillinger og teorier om selvrealisering (eller «det gode liv») i moderne samfund, men hævder alligevel, at hans teori er så formal eller «tynd», det vil sige så almenmenneskelig og ukontroversiel, at den ikke prioriteter nogen bestemte livssyn, kulturer, religioner og så videre frem for andre.
Honneths hovedtese er så, at den vellykede selvrealisering betinges af tre former for intersubjektiv anerkendelse: Selvtillid udvikles kun gennem en form for intim ansigt-til-ansigt anerkendelse, som Honneth kalder «kærlighed»; selvagtelse (et andet ord er selv-respekt) udvikles ved at deltage som anerkendt og anerkendende retssubjekt i den juridiske sfære; og selvværdsættelse udvikles som bidragyder til et bestemt samfundsfællesskab, hvormed man indgår som modtager og giver af den anerkendelsesform Honneth kalder «social værdsættelse». Tanken er, at subjektet gennem deltagelse i disse tre sfærer gradvist sættes i stand til at leve sit liv frit, uhæmmet og godt – både som privatperson, retsperson og samfundsborger.

Last ned artikler!

To artikler fra nummeret kan lastes ned på PDF: Min egen artikel «Å lide av ubestemthet – Honneths hegelianske samtidsdiagnose» og Petter Nafstads: «Ringeakt og skeivfordeling».

I min artikel fremstiller jeg Honneths sociologiske analyse og kritik af moderne frihedsforestillinger og rekonstruerer hans rekonstruktion af Hegels «kommunikative frihedsbegreb». Petter Nafstad gennemfører en kritik af Honneths foreståelse af uretfærdighed som «krænkelse» (manglende anerkendelse): Noen gange er systemer eller handlinger uretfærdige, selvom der ikke er nogen, der føler sig moralsk krænket. Når børn i den 3. verden mangler medicin og mad er det – med andre ord – ikke manglen på anerkendelse, der er uretfærdig, men manglen på mad og medicin.

Nummerets Indhold

I

  • Jonas Jakobsen: Å lide av ubestemthet. Axel Honneths hegelianske samtidsdiagnose
  • Jørgen Pedersen: Sosialfilosofi: en rekonstruktiv eller dekonstruktiv disiplin? Habermas, Foucault, Honneth
  • Petter Nafstad: Ringeakt og skeivfordeling. En kritikk av Axel Honneths kulturalisme
  • Kjersti Fjørtoft: Nancy Frasers kritikk av Axel Honneths anerkjennelsesteori
  • Rasmus Willig: Seismografiske instanser for en kritisk teori. Om Honneths kritiske teori og Durkheims selvmordsstudie

To bokessays: Honneth

  • Hans Marius Hansteen: Anerkjenningsgløymse og varefetisjisme (om Axel Honneth,
    Verdinglichung. Eine anerkennungstheoretische Studie)
  • Jørgen Pedersen: Kritisk teori i dag (om Mathias Iser, Empörung und Fortschritt. Grundlagen einer kritischen Theorie der Gesellschaft)

II

  • Axel Honneth: Foraktens sosiale dynamikk. Hvor står den kritiske teorien i dag?
  • Axel Honneth: Mellom Aristoteles og Kant. Et utkast til anerkjennelsens moral
  • Axel Honneth: Moralbevissthet og sosialt klasseherredømme. Noen problemer i analysen av normativt handlingspotensial
  • Axel Honneth: Den individuelle frihetens patologier. Hegels samtidsdiagnose og vår tid

III

  • Kort merknad til Fraser/Honneth-debatten
  • Nancy Fraser: Sosial rettferdighet i identitetspolitikkens tidsalder. Omfordeling, anerkjennelse og deltakelse
  • Axel Honneth: Omfordeling som anerkjennelse: Svar til Nancy Fraser

Annet: Foucault

  • Espen Schaanning: Generaliseringens farer. Svar til Lillebø og Mortensen Vik

To bokessays: Bob Dylan

  • Gisle Selnes: Aldrende Orfeus, Dylan i lenker – eller: Hva kan vi lære av de som vil lære oss alt om Bob Dylan (om Clinton Heylin, Revolution in the Air: The Songs of Bob Dylan
    1957–1973 og Kevin J. H. Dettmar (red.), The Cambridge Companion to Bob Dylan)
  • Erling Aadland: Dylan i Frankfurt (om Axel Honneth, Peter Kemper & Richard Klein (red.), Bob Dylan: Ein Kongress)

Bokanmeldelser

  • Erich Auerbach, Verdenslitteraturens filologi, anmeldt av Kari Jegerstedt
  • Ryszard Kapuściński, diverse bøker, anmeldt av Arne Melberg
  • Simone de Beauvoir, Pyrrhos og Cineas – Tvetydighetens etikk, anmeldt av Annlaug Bjørsnøs
  • Jeff Klooger, Castoriadis: Psyche, Society, Autonomy, anmeldt av Ingerid S. Straume
  • Alain Badiou, The Meaning of Sarkozy, anmeldt av Roar Høstaker
  • Susan Buck-Morss, Hegel, Haiti, and Universal History, anmeldt av Anders M. Gullestad

Legg igjen en kommentar

Din e-postadresse vil ikke bli publisert. Obligatoriske felt er merket med *