Den Franske Revolution

Demokratiets fødsel

Storming_the_bastille_4_-_1-2

Prise de la Bastille (1789), ukjent kunstner. (Kilde: Wikimedia commons)

BOKPRESENTASJON: I dag forstår vi ofte vores nutidige demokratiske tanker og institutioner som resultatet af en lang udviklingsproces. Men på mange måder opstod det hele med et brag i de voldelige kampe, som udgjorde kernen af Den Franske Revolution.

Af Nicolai von Eggers, ph.d.-studerende ved Idéhistorie, Aarhus Universitet

Den Franske Revolution er nok verdenshistoriens vigtigste begivenhed. De politiske idealer, som sidenhen er blevet dominerende, blev formuleret som en sammenhængende doktrin for første gang med Den Franske Revolution og fik dermed deres gennembrud. Idéer om lighed for loven, alles lige ret til frihed, den lige ret til at deltage i statens politiske liv, lige ret til en ensartet uddannelse, lige ret til behandling på hospitaler, progressiv skat, værnepligt, medier som en del af statens politiske liv og en ny offentlighed, og, ikke mindst, demokratiet som en mulig og ønskelig styreform og som et fundamentalt princip – alle disse idéer brød igennem med Den Franske Revolution.

Nicolai von Eggers har Sammen med Bertel Nygaard, Mathias Hein Jessen, Jonas Ross Kjærgård og Mikkel Thorup skrevet og redigeret bogen Den Franske Revolution, der udkom på forlaget Slagmark i fjor.

Men Den Franske Revolution er også verdenshistoriens mest paradoksale begivenhed. De smukke idealer om lighed og frihed druknede i krigen mod resten af Europas royale magter og i blodet, der i forlængelse af borgerkrigen, flød fra guillotinerne og de afhuggede hoveder på Revolutionspladsen. Idéerne om menneskerettigheder, en bred offentlighed, velfærdsstat og demokrati kom til verden via en voldelig og blodig fødsel. Og selv når de var født, fik revolutionen for vane – som den franske revolutionære Vergniaud formulerede det fra skafottet – at æde sine børn.

I mange år har det været terroren, og det tilsyneladende farlige ved at lege med politiske eksperimenter, der har domineret receptionen af Den Franske Revolution. Idéer om lighed og alle menneskers lige ret til at få opfyldt deres behov og deltage i det politiske liv ender ifølge kritikerne i enten Gulag eller guillotinen på Revolutionspladsen. Denne kritik af Den Franske Revolution som en forløber for det tyvende århundredes totalitarisme blev udviklet af Jacob Talmon (The Origins of Totalitarian Democracy, 1952), Hannah Arendt (On Revolution, 1963) og François Furet (Penser la Révolution française, 1978). Den er siden blevet ekstremt udbredt i den såkaldt »revisionistiske« fortolkning af Den Franske Revolution, som dominerer forskningen på feltet. Kritikerne af politiske eksperimenter og voldelige kampe for politiske idealer glemmer imidlertid, at de nutidige idéer om menneskerettigheder, offentlighed, velfærdsstat og demokrati ikke blev dominerende af sig selv. De kom kun til verden og fandt en plads, fordi mennesker kæmpede og ofrede deres liv for dem.

Menneskerettigheder

Den Franske Revolution markerer for det første gennembruddet for idéer om alle menneskers lige rettigheder. Den 4. august 1789 afskaffede Nationalforsamlingen adelens og kirkens privilegier, der i mange hundrede år havde sikret, at de privilegerede ikke betalte skat, ligesom de havde deres egne særlige domstole og love. Fra nu af var alle underlagt det samme lovsystem, de samme domstole og det samme skattesystem.

I takt med at alle blev anset for at være lige for loven blev kongens særrettigheder problematiske. Kongen blev i stigende grad opfattet som en embedsmand, der skulle forvalte folkets vilje, og som kunne afsættes på lige fod med alle andre. Det havde kongen og monarkisterne svært ved at acceptere. Efter den parlamentariske proces var gået i hårdknude gjorde folket atter engang oprør den 10. august 1792, afsatte kongen og udråbte republikken baseret på folkesuverænitet. Nationalforsamlingen gjorde sig selv til folkets repræsentant og dommer i retssagen mod kongen, som blev dømt til døden for landsforræderi og henrettet den 21. januar 1793.

MER OM DEN FRANSKE REVOLUSJON: Revolusjonens røyst 

Den officielle Menneskerettighedserklæring fra august 1789 erklærede, at »menneskene (hommes) fødes og forbliver frie og lige i rettigheder«. Det tvetydige homme, der på fransk betyder båder mand og menneske, skulle skabe et skel mellem civile rettigheder, der var forundt alle, og politisk ret til at deltage i det politiske liv, som kun var forundt velhavende mænd. Dette skel blev institutionaliseret med forfatningen af 1791. Men menneskerettighedernes logik greb om sig, og kvinder, slaver, religiøse mindretal og fattige begyndte at kræve ikke blot lighed for loven, men også retten til at deltage aktivt i det politiske system. Særligt i perioden efter den anden revolution af 10. August var denne kamp succesfuld, og både fattige mænd, jøder, protestanter og ikke mindst slaver slap fri af deres juridisk institutionaliserede underkastelse (om end den strukturelle, økonomiske undertrykkelse langt hen ad vejen fortsatte). En undtagelse var kvinderne, der på trods af militant aktivisme ikke på noget tidspunkt fik anerkendte, politiske borgerrettigheder.

Efter statskuppet i sommeren 1794, kendt som den Thermidorianske Reaktion, blev mange af de progressive reformer rullet tilbage. Ikke desto mindre havde idéen om alles lige rettigheder fra 1789 skabt en dynamik, hvor den principielle doktrin og lighed for loven og ligeværd hurtigt blev forsøgt omsat i demokratisk politisk praksis. Denne idé blev udtrykt som folkesuverænitet: folkets suveræne ret og magt til at bestemme formen og indholdet af dens regering, såvel som den suveræne ret og magt til at udskifte den efter vilje.

Offentlighed

Den Franske Revolution markerer for det andet fremkomsten af nye politiske praksisser. Fra foråret 1789 var politik ikke længere sådan noget som blev diskuteret blandt de rigeste klasser af befolkningen og som blev ført i ved kongens hof. Sammen med aviser, pamfletter, caféer og offentlige diskussionsklubber bragte demonstrationer og optøjer politikken til gadeplan, hvor hvem som helst pludselig diskuterede politik, deltog i politiske organisation af den ene eller den anden form og i stigende grad krævede sin ret til at influere de politiske beslutninger på selv allerhøjeste niveau.

Det første eksempel på dette er Stormen på Bastillen, 14. juli 1789, som siden er blevet Frankrigs nationaldag. I foråret 1789 havde kongen indkaldt dét, som udviklede sig til at blive Frankrig lovgivende forsamling, og som tog initiativ til at give Frankrig en forfatning. Revolutionære kræfter i Paris mødtes ved Palais Royal, der tilhørte den progressive hertug af Orléans. Her berettede nyhedsoplæsere om de seneste udviklinger i parlamentet, mens man kunne købe bøger, pamfletter og aviser – ofte af politisk karakter og ofte ulovlige under censuren. I hertugens have opstod der diskussionsklubber og folkelige agitatorer blev skabt. En af dem var Camille Desmoulins. Som så mange andre revolutionære var Desmoulins en veluddannet ung mand, som ville have haft svært ved at gøre karriere i det korrupte og indspiste politiske system, der herskede før revolutionen. I modsætning til sin barndomsven og skolekammerat Robespierre, der forsøgte at gøre karriere som parlamentarisk politiker, valgte Desmoulins i stedet at kanalisere sin revolutionære, politiske energi over i en karriere som politisk agitator. Han startede en avis, holdt taler og skrev pamfletter, hvoriblandt særligt hans Lygtepælens tale, der blandt andet handlede om at klynge aristokrater op i lygtepæle, blev særligt populær. Derudover var Desmoulins allerede i 1789 en selverklæret »demokrat«, hvilket var uhørt radikalt på dette tidspunkt. I ugen op til den 14. juli havde der været masser af demonstrationer og optøjer i Paris, og den 14. juli gav Desmoulins så en brandttale foran folkemængden ved Palais Royal. Herfra startede den demonstration, der siden stormede Bastillen.

LES OGSÅ: Demokratihistorie til å bli klok av 

Fremkomsten af nye politiske praksisser, som sidenhen er blevet dominerende, inkluderede ikke partier. Som revolutionen skred frem var det i stedet klubberne, der blev omdrejningspunkt for den politiske aktivitet, mens nogen af de mest indflydelsesrige revolutionære som Jean-Paul Marat og Jacques-René Hébert var journalister, der drev deres egen avis. Den mest kendte klub er selvfølgelig Jakobinerklubben, hvor den sammensatte og modsætningsfyldte gruppe, der blev kendt som jakobinerne, holdt til. Men der opstod tusindvis af klubber overalt i Frankrig og ofte med flere stridende jakobinerklubber i hver by.

Nogle klubber var for de rige, mens andre, som den indflydelsesrige Cordeliers-klub, havde så lave medlemspriser, at alle kunne være med. Som Marat og Hébert, der både var medlem af Cordeliers- og Jakobinerklubben, kunne man desuden være medlem af flere klubber. Andre klubber havde både mandlige og kvindelige medlemmer, ligesom de også blev skabt deciderede kvindeklubber, såsom Selskabet for Revolutionære Republikaninder, der dog hurtigt blev forbudt. Da reaktionen satte ind efter Den Thermidorianske Reaktion i sommeren 1794 blev jakobinerklubben straks forbudt og snart fulgte et forbud mod klubber som sådan. Ligeledes blev censuren genindført, og dermed var det revolutionære politiske liv endegyldigt afskaffet.

Velfærdsstat

Den Franske Revolution markerer for det tredje udviklingen af den moderne stat og den moderne hær. Den Franske Revolution opfandt den almene værnepligt og gjorde dermed ethvert individ til ansvarlig for beskyttelsen af staten. På den anden side betød det også, at staten stod i en særlig gæld til det enkelte individ, som kunne blive betalt tilbage med et retfærdigt retssystem, med uddannelse og med velfærdsydelser såsom pensioner.

Den jakobinske kontrol med Den Franske Revolution, fra sommeren 1793 til sommeren 1794, er særligt blevet kendt for terroren og for sit idiosynkratiske, men kontraproduktive forsøg på at udrydde revolutionens fjender. Men det jakobinske styre er også perioden for uddannelsesreformer, der skulle standardisere pensum og gøre det muligt for alle at få almen og fælles national uddannelse; statspensioner; hospitalsbyggerier; og skattereformer, hvor de rige skulle betale for velfærden til de fattige (progressiv skat). I stedet for Kirken og et system baseret på almisser forsøgte jakobinerne sig med verdenshistoriens første bud på en velfærdsstat.

En sådan administration af den enkeltes rettigheder og muligheder medførte også et større, bedre organiseret og ikke mindst standardiseret statsapparat, hvor lokale skikke, love, målesystemer og praksisser blev udskiftet med almene love og almene måleenheder (gram, meter, liter), som vi bruger den dag i dag.

Demokratiets princip

Endelig markerer Den Franske Revolution opkomsten af demokratiet som styreform og politisk princip i en moderne verden. Det oldgræske demokrati var baseret på slaveri, og det er svært at se, hvordan det skulle kunne have fungeret uden en klasse af slaver til at varetage produktionen.

Eksperimentet med demokratiet i Den Franske Revolution var derimod baseret på et opgør med slaveri og slaveagtige arbejdsforhold. Privilegierne blev afskaffet og bønder og slaver blev formelt frisat til at sælge deres arbejdskraft som lønarbejdere i en kapitalistisk økonomi, mens de også blev anerkendte retssubjekter i formel lighed med deres arbejdsgivere.

Demokratiet blev navnet på det paradoksale i denne situation. Formelt set var alle lige, men i praksis var dette langt fra tilfældet. Demokratiet var ikke et spørgsmål om at skabe absolut materiel lighed – noget som fyldte meget lidt hos de franske revolutionære. Problemet var derimod det følgende: Hvis man var tvunget til at arbejde mange timer og i det hele taget til at stå til rådighed for arbejdsgivere, hvordan skulle fattige og almindelige arbejdere så have tid til at deltage i republikkens politiske liv? Således blev de politiske ambitioner om at alle skulle kunne deltage lige i den politiske beslutningsproces hurtigt til et socialt spørgsmål om, hvordan man kunne skabe fundamentet for lige deltagelse i det politiske liv.

For de franske revolutionære var demokrati altså meget mere end at stemme hvert fjerde år. Demokratiet blev forstået som det faktum, at alle havde lige ret og skulle have lige mulighed for at influere de forhold, som man var underlagt. Da først denne idé fandt rodfæste omkring 1792, blev det hurtigt klart, at det eksisterende politiske system ikke var et demokrati. Det var primært de rige, der havde tid og mulighed for at influere de politiske beslutningsprocesser, og man begyndte således at tale om »de riges aristokrati«.

På den måde var Den Franske Revolution båret af en impuls, som på mange måder rækker udover vor tids yderst begrænsede demokrati, der mere eller mindre er reduceret til valghandlingen. I forlængelse af Rousseaus foragt for briterne, »der kun er frie den ene dag om året, de går til valg«, kæmpede et stort antal franske revolutionære for at gøre demokratiet til et levende princip, der gennemsyrede deres hverdag og enhver af de aktiviteter, de tog del i. Hvad end det drejede sig om deres lokale nabolag, om fordelingen af livsfornødenheder som brød, salt og sæbe eller om hæren, så skulle de regeres demokratisk. Alle skulle have direkte indflydelse på de processer, som de var underlagt. Ledere skulle være på valg, måtte kun implementere de tiltag, som var demokratisk besluttet, og kunne kaldes tilbage og straffes øjeblikkeligt, hvis ikke de handlede i henhold til det demokratiske råds befalinger.

Gensynet med Den Franske Revolution og dens kampe er således gensynet med demokratiet og den demokratiske kampånd, som kan holde det i live.

Legg igjen en kommentar

Din e-postadresse vil ikke bli publisert. Obligatoriske felt er merket med *