MENY

Karen Barads agentiale realisme

Publisert:

7. mars 2022

Kommentarer:

Quantum enganglement. (Foto: Matthias Weinberger)

Karen Barad er kendt for sit omfattende filosofiske og teoriudviklende arbejde kaldet agential realisme, som er blevet en uomgængelig del af nutidig kritisk tænkning. I takt med at verdens komplekse sammenfiltrethed er gået op for os er der nemlig brug for teorier, som kan ‘indfange’ denne kompleksitet og gøre den ‘analyserbar’.  

Av Malou Juelskjær, Associate professor ved Aarhus Universitet

Karen Barad er Distinguished Professor of Feminist Studies, Philosophy, and History of Consciousness ved UCSC. De har en ph.d i teoretisk partikelfysik og kvantefeltsteori.

Barads hovedværk Meeting the Universe Halfway: Quantum Physics and the Entanglement of Matter and Meaning fra 2007 blev en central del af nogle af de ’turns’, som efterfulgte den sproglige vending i 1980erne – 90erne: den materielle vending, den spatiale vending, den ontologiske vending. Alle disse vendinger er posthumanistiske i den forstand at de arbejder med at gøre op med den humancentrering, som har gennemsyret vestlig tænkning siden oplysningstiden. Opgøret skyldes blandt andet, at de humancentrerede teorier ikke i tilstrækkelig grad kan hjælpe med at analysere og skabe tænkning omkring en række af samtidens komplekse, globaliserede udfordringer og problemstillinger. Agential realismes betydning lå i første omgang særligt i kraft af at agential realisme tilbyder en ny stærk teoretisering af materialitet som mere og andet end et biprodukt af diskurs. I anden omgang er det det dybere teorigrundlag som vækker inspiration: teoretiseringen af ’entanglement’, det vil sige, komplekse forbundetheder af tid, rum, materialitet og diskurs.

Karen Barad. (Foto: Yale University)

Først helt overordnet: Agential realisme er en relations- og procesontologisk tænkning, og det særlige ved agential realisme er, at teorien er udviklet gennem queerlæsninger af kvantefysik (såvel kvantemekanik som kvantefeltsteori) med ’Contemporary theories of social justice’, altså poststrukturalistisk, feministisk og queerteoretisk tænkning, feministisk science and technology-tænkning (STS), postkolonial og dekolonial tænkning med mere. Fordi agential realisme baserer sig på denne samtænkning får kvantefysiske forhold om ’entanglement’ og rum-tid-materialitet dybe konsekvenser for hvordan man i human- og socialvidenskaben kan tænke om grundlæggende komponenter som tid, rum, materialitet, diskurs, såvel som konceptualisering af kausalitet, agens, etik og onto-politik. Agential realisme tilbyder samtidig i høj grad en vidensfilosofisk tænkning om, hvordan man kan teoretisere, begribe og begrebsliggøre verden og vidensproduktion som forviklede og forbundne størrelser.

Som det måske fornemmes, er her tale om et dybt og omfangsrigt teoriunivers. Jeg skal i denne korte (!) præsentation forsøge at formidle en skitse til at forstå agential realisme og forhåbentligt vække til nysgerrighed og til at læseren vil gå ombord i forfatterskabet. I slutningen af artiklen vil jeg samle tænkningen op i et konkret eksempel, der handler om pesticider i drikkevand! Hvis læseren hellere vil starte i det konkrete frem for det teoretiske og konceptuelle, kan man scrolle ned til afsnittet Hvornår er drikkevand gift?

Diffraktive læsninger – at gøre agential realisme frem for at bruge agential realisme

Hvor hører agential realisme ’hjemme’? Agential realisme er situeret både i social-, human- og naturvidenskaben, men hvis man følger teoriens grundlag, kan disse domæner ikke anskues som adskilte men derimod som forbundne (entangled); de er så at sige allerede ’indeni’ hverandre og co-konditionerer hverandre – via myriader af forskningsprojekter og produkter, som i stadige bevægelser af teori og analyseskabelser forbinder og grænsesætter hvad der er relevant, hvad der kommer til at ’matter’ og hvordan. Agential realisme demonstrerer en specifik form for trans-disciplinaritet, og bidrager i den forstand til gentænkning af hvad discipliner og disciplingrænser er for noget. Agential realisme er ikke i klassisk forstand en teori ’om verden’ men mere en måde at gøre tænkning på, hvor man hele tiden må stille spørgsmål ved disse konstitutive grænsesættelser.

Barads arbejdsform indebærer en diffraktiv metodologi (blandt andet inspireret af Donna Haraway, se Barads artikkel «Diffracting diffractions: Cutting together-apart» for begrebets genealogi). Diffraktion er betegnelse for den proces hvor bølger går gennem hinanden og videre betinger hinanden i specifikke formationer. Med en diffraktiv metodologi læser man indsigter (tekster eller andet materiale) gennem hinanden fremfor imod hinanden, hvor imod indebærer at kontrastere, modstille, veje op imod og dømme.

Med diffraktion lægges fokus i stedet på de specificiteter ved materialerne, som fremkommer i sam-læsningen, altså de specifikke mønstre, differentieringer, forskelle, som diffraktionen indebærer. Barad beskriver også dette som respektfulde og affirmative læsninger.  Der findes ikke generelle (’repræsentationelle’) læsninger. Diffraktion er også en metafor for agential realistisk forståelse af hvad teori er: teori er ikke noget der bruges til at forklare eller blikke verden, teoretiseringer og analyser er midt i, ’af’, bevægelserne/diffraktionerne, og enhver bevægelse er en specifik tilblivelse af forbundne komponenter. Teori er del af verdens materialisering, er en materialisering af verden, og med dette udgangspunkt er agential realisme ikke en ’ting’, men en insisteren på at hele tiden undersøge materialiseringsprocesser (diffraktioner) specifikt, og spørge til, hvad der bragte dem til de specifikke udgaver, de blev til, og med hvilke konstitutive effekter, det vil sige, at altid gå ’ontologisk baglæns’ og stille tilblivelsesspørgsmål (se eksemplet med drikkevand til sidst i artiklen).

Diffraktive læsninger med kritiske tækninger og kvantefysik

Hvad er det så med den kvantefysik, og hvordan – og hvor dybt – må man forstå denne del af Barads arbejde? Det er et besværligt job at følge med ind i kvantefysikkens domæne, men Barad gør sig umage i formidlingen. Dels i Meeting the Universe, dels i senere tekster, hvor fx Derridas begreb om hauntology (hjemsøgelse) hjælper til at forklare tid-rum begreberne i agential realisme (Barad 2012), og når de går i dialog med Walter Benjamins begreb ’jetz-zeit’ / ’tykt nu’. I det hele taget arbejdes agential realisme frem gennem et væld af forskellige empiriske formater (fx ’gedanken experiments’, fysik ligninger (equations), slangestjerner (Brittlestars), litterære tekster (et teaterstykke, en erindringsroman, digte), lynnedslag som fænomen, kvantesletningseksperimentet (the quantum eraser experiment), intetheden/the void med meget mere).

Barad arbejder filosofisk og analytisk med kvantefysik, men de læser ikke kvantefysikken ’straight’. De queerer kvantefysikken i detaljerede gen-analyser af fysikken, der netop ikke tager kvantefysikkens apriori kategorier for givet, men går ontologisk baglæns og stiller spørgsmål ved kategoriernes tilblivelses- og grænsesætningsprocesser. Konkret betyder denne queerlæsning for eksempel at Barad kan fremanalysere hvordan kolonial tænkning er sammenviklet i fysikken, og med hvilke stadige konsekvenser1 eller at de genanalyserer det berømte Quantum eraser experiment og demonstrerer hvordan der ikke er tale om ’sletning’ – som fysikverdenen har haft hævdet – men ’overskrivning’: ”erasure leaves marks on bodies”.2 Det er netop idet at kvantefysikken og ’contemporary theories of justice’ diffrakteres, at denne queering opnås. «Queer is a radical questioning of identity and binaries, and quantum physics, like queerness, displaces a host of deeply held foundational dualisms”.3 Queeringen afstedkommer altså agential realistiske interpretationer af kvantefysikken vis-a-vis sensitiviteten for forskelle, andetgørelser, differentieringer, magt processer, subjektivitet, situerethed. etc.

Et grundlæggende bidrag med agential realisme er dermed denne queering af fysikken, samt de specifikke måder og steder, hvor Barad holder fysik-verdenen og dens omverden ansvarlig for hvad fysikken afstedkommer.

Barads bidrag ind i human- og samfundsvidenskaben bliver dermed en demonstrering af hvordan naturvidenskabelige konceptualiseringer former videnskab og verdensforståelser langt ud over egne disciplingrænser. Agential realisme bidrager med gentænkning af hvordan rum, tid og materialisering (’spacetimematter’) deltager i frembringelsen af fænomener, og det bidrager med nye tilgange til, hvordan man kan konceptualisere og analysere måderne hvorpå socio-kulturelle kategorier og andre former for difference/forskelsgørelser skabes og kommer til ’matter og meaning’. Såvel som teoretisering og begrebsudviklinger i forhold til natur-kultur relationer, som aktuelt pågår indenfor kritiske tænkninger.

Ethico-onto-epistemologi

Agential realisme hviler på og udvider den performativitetstænkning, som særligt filosof og queerforsker Judith Butler har formuleret, og som indebærer at forstå den sociale verden og sociale kategorier såsom køn som noget, der bliver til i stadig proces fremfor at være stabile entiteter.

Den grundlæggende løbende skaben / performativitet er i agential realisme ikke alene skaben af viden, det vil sige et epistemologisk anliggende, men også en skaben, som involverer verdens stadige tilblivelse, det vil sige et ontologisk anliggende. Dette forhold benævner Barad onto-epistemologi. Verden og viden om verden befinder sig ikke i to løsrevne systemer, men bliver derimod til i løbende sammenvævethed. En såkaldt verdensgenerering, eller som Barad på engelsk betegner worl(d)ing. Dermed er der også en stadig åbenhed og bevægelse i det, vi kalder verden, verden er en aktiv instans, som også er i gang med at genskabe og dekonstruere sig, netop i en forbundethed og forviklethed med alt andet. Barad bruger begrebet spacetimemattering for – med sin kvantefysiske situering – at markere, at såvel den sociale virkelighed som også tid, rum, materialitet er dynamiske størrelser:

“existence” is not simply a manifold of being that evolves in space and time, but an iterative becoming of spacetimemattering […]. Space, time, and matter are intra-actively produced in the ongoing differential articulation of the world.4

Intra-aktion er betegnelsen for den agential realistiske grundfigur af relation og proces: “Outside of particular agential intra-actions, “words” and “things” are indeterminate”.5 Det er specificiteten af intra-aktionen, der fortløbende skaber det, vi genkender som enheder, men som i agential realistisk forstand er processuelle fænomener

Når vidensproduktion altid er effekt af specifikke forbundetheder af verden og viden (onto-epistemologi), så er det klart, at etik må spille en central og evigt tilstedeværende rolle i alle leder af forskningsprocesserne. Agential realisme understreger arbejdet i at ’møde universet halvvejs’, og med dette skal forstås en stadig medansvarlighed for væren og bliven. Derfor opererer agential realisme også med begrebet ethico-onto-epistemologi, som understreger forbundethed/entanglement og en vilje til at leve med det ansvar som en etisk fordring om hele tiden at tænke i forbundne effekter og åbenhed over for ’det andet’ hele vejen i forskningsprocesserne. Agential realisme er forpligtet på videnspraksissers reale effekter, men reale effekter af en verden, som ikke står stille, men også forandres i en stadig tilblivelsesproces, hvor forskning ikke kan tænkes som et ’view from nowhere’ men er del af samme tilblivelsesproces.

Ligeledes træder agential realismens onto-politiske dimension frem: verden – også den fysiske og de måder, som vi indgår og virker med denne, indgriber i og betydes af denne – er i stadig ikke-uskyldig tilblivelse. Det, vi tager for givet som fysiske størrelser, tid-rum koordinater med videre, er ikke blot givne og eksterne størrelser, de er besluttede og opretholdende komponenter, i og af en verden i stadig tilblivelse. Barads arbejde har en drivkraft, nemlig ”What drives my research is my passion for justice”.6 Hvilket for eksempel kommer til udtryk når de peger på effekter af den koloniale tænkning, som ’bor’ i fysikken (som nævnt tidligere). Justice-work er hvad de med hjælp fra Jacques Derrida benævner som justice-to-come det vil sige et fortløbende, uafslutteligt arbejde, man aldrig kan lægge fra sig, og hvor man hele tiden må holde sig ’the prior question’ for øje, fx hvornår og hvordan bliver justice for nogen og noget til på bekostning af (hvilke) andre og andet, med hvilke konstitutive konsekvenser? Eksemplet om drikkevand nedenfor kan også give anledning til et sådant justice-work.

Hvornår er drikkevand gift?

Her slutteligt skitser jeg et empirisk eksempel. Det er naturligvis på denne korte plads ikke udfoldet analytisk, men skal blot tjene til at introducere.

Overvej enhederne grænseværdier, pesticider og drikkevand. Ifølge hverdagstænkningen er dette ord, som repræsenterer tre uafhængigt eksisterende enheder, som i visse situationer har betydning for hinanden. Hvis man tænker disse komponenter agential realistisk vil man derimod forstå enhederne som effekt af processer – intra-aktioner – hvorigennem jord, landbrugsindustri, menneskekroppe, måleinstrumenter, regnvand såvel som planter og insektkroppe mm. sammenvæves og adskilles/grænsesættes, specifikt, med specifikke effekter sammen med og som del af tilblivelsen af grænseværdier, pesticider, drikkevand. Tilblivelserne er ongoing, specifikke, sammenvævede og samvirkende: Når vi drikker vand fra vandhanen, drikker vi også pesticidrester, men (almindeligvis) i et omfang ’under grænseværdierne’. Værdierne indikerer et tal for tålelige mængder: enheden pesticid er i én værdi = forenelig med drikkevand, i en anden værdi = forurening/uforenelig med drikkevand. Værdierne fastsættes nationalt og via EUs drikkevandsdirektiv. Styrkeforhold mellem Landbrugsministerium og Miljøstyrelse er også en faktor. Grænseværdierne er arbitrære, politisk forhandlede størrelser, som også involverer laboratorier og Big Data. Grænseværdier flyttes og er forskellige i forskellige lande. Vand renses før det løber ind i vores haner, og før det som spildevand løber ud i naturen igen. Renseteknologier kan fjerne giftfarer, men der er biprodukter af rensningen, og koblingen mellem aktive stoffer i pesticider og medicinrester kan skabe nye kemiske forbindelser, som løber gennem menneskekroppe, jord, dyre- og insektkroppe, og planters rodnet med uvisse virkninger. Samtidig er der aktuelt en række stoffer som ikke måles for foruden at additionen af forskellige stoffers tilstedeværelse kan overstige grænseværdien – lagt sammen. Det vand vi drikker i dag og som kaldes ’drikkevand’ kan vise sig i fremtiden at have været giftigt: Et fremtidigt nu kan altså ændre det nu, som er nu: spacetimematter skabes dynamisk og fortiden bliver til stadighed til, igennem iterative intra-aktioner (af jord, landbrugsindustri, menneskekroppe, måleinstrumenter, regnvand såvel som planter og insektkroppe mm.).

Aktuelt er fokus på drikkevandsboringerne (dvs. de jordområder af landbruget med kildepladser samt det grundvandsdannende opland til vandboringerne) og på hvilke stoffer man måler i vandet og disses grænseværdier. Man er optaget af ’menneske-vand’. Men hovedparten af grundvandet løber ud i søer, vandløb og havet. ’Natur’ bliver løbende til og konditioneret sammen med ’industri’/menneskeliv. Planter, svampe, insekter har andre grænseværdier for hvad der for dem er ’vand’ og ’forurening’ – og svampe kan så at sige ikke vælge at købe flaskevand for at undgå forurening (justice-work – justice for whom?). ’Tid’ er på mange måder en u-bestemt, u-afgjort faktor i relation til drikkevand: regnvand bevæger sig i forskellig hast afhængig af materiale/miljø. Når det pumpes op, kan det være flere årtier gammelt og bære på 20-40 år gamle sprøjtehandlinger – ’erasures leave traces on bodies’.

Man kunne blive ved med at udfolde prekære, forbundne forhold. Men pointen er alene at indikere agential realistiske ’takes’, at ’natur’ og ’kultur’ (og alle andre enheder) ikke er rene og afgrænsede enheder, men derimod hele tiden er i færd med at blive til, gensidigt, i processer som involverer mange forhold fx (magtrelationel)forhandling af begreber som grænseværdi og konventionelt versus økologisk landbrug. Naturen er ikke udenfor ’os’ og ’vi’ er ikke udenfor ’den’, vi er entangled/forbundet og det på måder, der hele tiden skaber konkrete ulige relateringer og levevilkår. Grænseværdier er virkelige og effektfulde aktiviteter, som med-skaber de måder vi handler på naturen, og naturen handler tilbage på os. Grænseværdi er en verdensgenererende praksis, som grænsesætter natur og kultur/samfund i relation til hinanden, og ikke mindst ’skærer’ noget indenfor og udenfor fare.  Agential realistisk ’justice-work’ ville blandt andet indebære at blive ved med at gå ’ontologisk baglæns’ og stille spørgsmål til de konstitutive forhold som intra-agerer, skaber og vedligeholder forskellige materielt-diskursive praksisser og effekter.

Primærlitteratur

  • Karen Barad, Meeting the universe halfway: Quantum physics and the entanglement of matter and meaning (Duke University Press, 2007)
  • Karen Barad, «Quantum entanglements and hauntological relations of inheritance: Dis/continuities, spacetime enfoldings, and justice-to-come,» Derrida Today 3 nr. 2 (2019): 240–68.
  • Karen Barad, «Diffracting diffractions: Cutting together-apart,» Parallax, 20 nr. 3 (2014): 168–87.
  • Karen Barad, «Troubling time/s and ecologies of nothingness: On the im/possibilities of living and dying in the void,» i M. Fritsch, P. Lynes, & D. Wood (red.), Ecodeconstruction: Derrida and environmental philosophy (New York, NY: Fordham University Press, 2018)

Sekundærlitteratur

  • Juelskjær, M., Plauborg, H. & Adrian, S. W. (2020). Dialogues on agential realism: engaging in worldings through research practice. Routledge
  • Juelskjær, M. (2019). At tænke med agential realisme. Nyt fra Samfundsvidenskaberne.
  • Juelskjær, M. & Schwennesen, N. (2012). Intra-active entanglements: An interview with Karen Barad. Kvinder, Køn & Forskning , 1–2, 10–23.

Webressourcer

Noter

  1. Karen Barad, «Troubling time/s and ecologies of nothingness: On the im/possibilities of living and dying in the void,» i M. Fritsch, P. Lynes, & D. Wood (red.), Ecodeconstruction: Derrida and environmental philosophy (New York, NY: Fordham University Press, 2018).
  2. Karen Barad, Meeting the universe halfway: Quantum physics and the entanglement of matter and meaning (Duke University Press, 2007).
  3. M. Juelskjær og N. Schwennesen, «Intra-active entanglements: An interview with Karen Barad,» Kvinder, Køn & Forskning 1–2 (2012): 10–23.
  4. Karen Barad, Meeting the universe halfway: Quantum physics and the entanglement of matter and meaning (Duke University Press, 2007), s. 234.
  5. Karen Barad, Meeting the universe halfway: Quantum physics and the entanglement of matter and meaning.
  6. M. Juelskjær og N. Schwennesen, «Intra-active entanglements: An interview with Karen Barad,» s. 119.
, ,

3 Kommentarer Karen Barads agentiale realisme

  1. Camilla Fadum

    En smule pussig, eller kanskje ikke…, at Malou Juelskjær som jobber innenfor skole og utdanning velger seg pestisider i drikkevannet som empirisk eksempel på hvordan Agential realisme – en relations- og procesontologisk tænkning, en teori udviklet gennem queerlæsninger af kvantefysik (såvel kvantemekanik som kvantefeltsteori) med ’Contemporary theories of social justice’, altså poststrukturalistisk, feministisk og queerteoretisk tænkning, feministisk science and technology-tænkning (STS), postkolonial og dekolonial tænkning med mere – funker i praksis.

    Men heldigvis finnes det forskere, sågar en norsk en, som har tatt for seg denne nye relasjonistiske (interface/grensesnitt) vitenskapsteoretiske forståelsen og hvilken betydning den har for utvikling av skole og utdanning – og således for våre barn i dag og for det fremtidige samfunn.

    Vitenskapsteori på dette nivået betyr at vi beveger oss bort fra praktiske skoleplaner og isteden tar en titt på begrepet dannelse. Det er i arbeidet med å legitimere endringer i begrepet dannelse med vitenskapsteori at også endringer i de nye skoleplanene legitimeres. (Begrunnelsen som blir gitt for endringer av skoleplanene i alle skoleplanene vi kan lese, og som folk flest tar for gitt og sier derfor mye om nivået på den kollektive kritiske tenkningen, er: Samfunnet endrer seg og derfor må skolen også endre seg.)

    Dette har jeg skrevet mye om, blant annet her: http://ckfadum.blogspot.com/2020/04/fra-dannelse-til-teknodannelse.html
    og en hel bok her: http://tideva.blogspot.com/
    Og litt mer jordnært her: http://ckfadum.blogspot.com/2022/03/for-times-they-are-changin.html

    Svar
    1. Malou Juelskjær

      Kære Camilla. Mange tak for din interesse og refleksioner. Det er ganske sandt, at jeg arbejder og tænker gennem uddannelsesforskningen, og gennem mange år blandt andet gennem skoleområdet. Det gør jeg fortsat og er i gang med at udvikle skitser til en entanglement pædagogik blandt andet ved hjælp af at tænke med materialer som jord (soil), sten og strand og vand – ved hjælp af agential realistisk tænkning, affektiv geologi, post-colonial og dekolonial tænkning og andet posthumanistisk tankegods. Det kan du se begyndelsen af i Juelskjær 2020 (nedenfor). I den forbindelse er jeg ligeledes begyndt at læse en masse litteratur om soil og care, et super spændende forskningsområde, som også tænker med AR, kapitalismekritik, dekolonial tænkning og andet godt. Med andre ord tager jeg for tiden en bue ud af skolefeltet for at kunne trække nyt luft derind igen ved senere lejlighed – og gennem at arbejde med bæredygtighed via, som nævnt, entanglement pædagogik (natureculture relations). Privat er jeg i gang med at rejse midler til at plante skov, i en forening jeg har stiftet, der hedder Skovgro. Vi arbejder for at plante og drive skov i lokale fællesskaber for at beskytte drikkevand, øge biodiversitet og modvirke klimaforandringer. Vi er også en kulturel forening, der skaber læring og kunst om skov og samspil mellem natur og mennesker. https://skovgro.dk/ Vi arbejder blandt andet sammen med et vandforsyningsselskab, som skal beskytte drikkevand mod landbrugets pesticider… DERFOR var eksemplet present og nærliggende for mig 😀 Og jeg synes, det fungerer fint som et kort eksempel til at sætte AR-begreber lidt på arbejde. I forhold til uddannelsesforskningen kan man blandt andet læse videre her:
      Venlige hilsener, Malou
      Juelskjær, M. (2020). Mattering pedagogy in precarious times of (un)learning. Matter: Journal of New Materialist Research, 1(1), 52-79. https://doi.org/10.1344/jnmr.v1i1.30067
      Juelskjær, M., Falkenberg, H., & Larsen, V. (2018). Students of reforms: Investigating and troubling the enactment of student voices in research on reform. International Journal of Qualitative Studies in Education, 31(5), 436-451. https://doi.org/10.1080/09518398.2018.1449981
      Juelskjær, M. (2017). Atmospheric encounters: generic competences in light of posthumanist teaching practices with/on affectivity. I E. Just, & W. Grahn (red.), Theories of affect and concepts in generic skills education: adventurous Encounters (s. 65-89). Cambridge Scholars Publishing
      Juelskjær, M. (2014). Changing the Organization: Architecture and stories as Material- Discursive Practices of Producing “Schools for the Future”. Tamara: Journal for Critical Organization Inquiry, 12(2 ), 25-37. http://crow.kozminski.edu.pl/journal/index.php/tamara/article/view/375
      Juelskjær, M. (2013). Gendered subjectivities of spacetimematter. Gender and Education, 25(6), 754 –768. https://doi.org/10.1080/09540253.2013.831812
      Juelskjær, M. (2011). Når skolen bygger om: hvordan ny arkitektur skaber nye betingelser for ledelse. I M. Juelskjær, H. Knudsen, J. G. Pors, & D. Staunæs (red.), Ledelse af uddannelse : at lede det potentielle (1 udg., s. 53-81). Samfundslitteratur.
      Juelskjær, M. (2009). En ny start: bevægelser i/gennem tid, rum, krop og sociale kategorier via begivenheden skoleskift: Ph.d.-afhandling. Danmarks Pædagogiske Universitets Forlag.

      Svar
      1. Camilla Fadum

        Kjære Malou!

        Jeg har vært inne på alle linkene, men fikk bare tilgang til en artikkel. Dog, hva ditt forskningsområde er, kommer rimelig tydelig frem likevel.

        Jeg fikk tilgang til Tamara artikkelen: «Changing the Organization: Architecture and stories as Material- Discursive Practices of Producing “Schools for the Future” I den kunne jeg lese: «A central feature in the apparatus is the affective fabric of the spaces. Without the gaze of the teacher as the one to arrest the body and produce the desire for learning, it is up to the fusion of bodies and furniture to produce a (strong enough) desire to learn»
        Magisk stol, tenker jeg 🙂

        Uansett, du er interessert i arkitektur og møbler, i det materielle og hvordan møbler og arkitektur virker på læring. Fint det. Jeg har i årevis forsøkt å si at å stue 25/30 elever inn på 20/30 kvadratmeter tilsier intet mindre enn barnemishandling. Så ditt engasjement for bedre miljø for både barn, planter og drikkevann er jo flott.

        Jeg er imidlertid opptatt av hvilken betydning agential realisme virker innenfor humanistisk forskning, nærmere bestemt pedagogikk og begrepet dannelse. (som er fundamentet for all annen pedagogikk)

        Din artikkel ble trykket på Salongen dagen etter at jeg samme sted hadde etterlyst artikler som redegjør for vitenskapsteori. Se: «Vitenskapsteoretisk forum 40 år» av Helge Høibraaten. Din artikkel over om agential realisme minner meg veldig om den type vitenskapsteori som pedagogikk professorene anvender for å legitimere endring i begrepet dannelse. De er opptatt av at vi skal bevege oss fra dannelse til teknodannelse, og som jeg drøfter i mine artikler (lagt til over) tilsier grunnlaget for legitimeringen en høyst prematur overskridelse av skillet mellom kultur og natur og kan på mange måter forståes dithen at vi skal forlate 60- og 70 tallets fine hermeneutiske innspill og isteden basere oss på en ren positivistisk/naturvitenskapelig metode og virkelighetsforståelse. Et rent materialistisk menneskesyn som vil kunne medføre, akkurat som pedagogikkprofessorene ønsker seg, en fusion av menneske og maskin; en kyborg.

        Jeg kan være tilbøyelig til å si at naturvitenskapene kanskje vil kunne ha god nytte av å overskride det kunstige skillet mellom natur og kultur i den forstand at naturvitere som bygger fabrikker forstår at fabrikker som gir farlig utslipp ikke er gunstig. Motsatt, å ta materialitet/natur inn i humaniora er adskillig mer problematisk og medfører altså, som vist over, at man søker å utforme metodologisk terminologi for å legitimere en overgang fra dannelse til teknodannelse.

        Jeg forsøker å følge med, og kan ikke se at denne stadig mer materialistiske/naturvitenskapelige vitenskapsteoretiske virkelighetsorienteringen møter motstand noe sted. Tvert om blir det hevdet mange steder at det er ønskelig at positivismestriden legges død, og ser man på hvordan folk flest innenfor akademia i dag forholder seg til vitenskapsteori underbygges denne forståelsen. Vitenskapsteori presenteres i all hovedsak i lys av empiri, hvilket tilsier at man ikke finner vitenskapsteori som sådan interessant. Det er en skummel ignoranse, slik jeg forstår det.

        Men jeg forstår at du, selv om du er tilknyttet pedagogisk forskning, ikke direkte berøres av denne problemstillingen da du primært er opptatt av arkitektur og møbler som jo er faktisk materialitet, og ikke kunnskap, læring og barn som sådan.

        Vennlig hilsen
        Camilla Fadum

        Svar

Legg igjen en kommentar

Din e-postadresse vil ikke bli publisert.

Nyeste artikler

Les også

Salongens nyhetsbrev

Meld deg på Salongens månedlige nyhetsbrev for å få de siste tekstene våre direkte inn i innboksen.

Vi bruker cookies for å kunne tilby deg en best mulig opplevelse. Les mer…