DRILL BABY, DRILL

Aristoteles og det utopiske langbord

Ifølge Aristoteles skal vi dannes til at handle og tænke rationelt. Hvis målet er at blive et rationelt tænkende væsen, er midlet fællesskabet. Projektet kan ikke udføres på egen hånd, og vi må derfor indgå i en stabil, social struktur for med tiden at blive til dannede mennesker. 

Når Aristoteles siger, at et dannet menneske lever i overensstemmelse med sin fornuft, refererer han ikke til en subjektiv fornuft, men en «alment ophævet fornuft». Noget kan altså være objektivt godt, uanset om vi subjektivt erkender det eller ej. Fornuft er ikke en smagssag, men noget forudbestemt, som udmønter sig i værdier, mål og mening. Sagt på en anden måde: Den almene fornuft defineres af noget, der overskrider subjektiviteten, og det overskridende element, det fælles – dét finder vi kun i byen. 

Det der giver mening for fællesskabet, giver ikke altid mening for den enkelte. Måske virker det ikke så vigtigt for den enkelte at blive et rationelt tænkende væsen, men det betyder ikke, at det ikke kan karakterises som et alment gyldigt og vigtigt mål. Ifølge Aristoteles er grunden til, at vi overhovedet kan tale om alment gyldige værdier, at et er i visse situationer kan ophæves til et bør. Når der er tale om menneskets formålsbestemthed, kan vi tale om et alment formål. Det skyldes, at vejen til at blive et rationelt tænkende væsen kan betegnes som et fælles projekt, fordi det afhænger af en fælles, almen fornuft.¹

Aristoteles’ idé om formålsbestemthed udgør et værn mod både nyttetænkningen og instrumentaliseringen. Hans tanker er per definition antiinstrumentelle og kan rent teoretisk overvinde den instrumentaliserede tanke om mennesket som ressource. Det helt store spørgsmål bliver imidlertid, om vi i dag overhovedet har en sådan adækvat politisk struktur: en struktur som muliggør fælles projekter – en struktur hvor byen kan vise sig som en mandens lærer.  

Sartre og det optimistiske ophav

Som individer bærer vi et ansvar for at tage vores liv på os. Vi er ansvarlige for det, vi gør, det vi siger, og måden vi behandler andre på. Vi skal lære at indgå i fællesskaber og forstå, hvordan vi navigerer efter værdier, der kommer fra den erfarende verden. Mens vi tager daglige svømmetag i en malstrøm af informationer og dykker efter en rettesnor, som kan give os en form for overblik, viser verdenssamfundene sig fra en helt anden side. De lukker sig om sig selv, og vi går i land til en følelse af, at vi måske ikke er så fælles om verden, som vi troede, vi var. 

Ifølge Jean Paul Sartre er det at «have ansvar for» det samme som «at være ophav til». Det vil sige, at vi som ansvarlige mennesker er det ubestridte ophav til de begivenheder, der sker omkring os. Hvis vi er ophav til vores verden, bærer vi et ansvar for de strukturer, vi binder vores samfund op på, og vi er forpligtet på de tendenser, som den udviser. Spillereglerne er tydelige, men hvordan rykker vi brikkerne, når den erfarende verden ikke tager ansvar for os?²

City Slang

Hvis byen ikke kan vise sig som en mandens lærer, hvor finder vi så vores dannelsesrum? Skal vi læne os tilbage, droppe decentreringen og realisere os selv i lukkede fora? Skal vi stoppe med at udvikle os og i stedet afspejle den globale hanekamp om, hvem der har ret? Jagten på et holdepunkt i en omskiftelig verden er brolagt med spørgsmål, men som altid er der svar at finde, hvis bare vi leder de rigtige steder.

Den danske filosof K. E. Løgstrup (1905–1981) ville have argumenteret for, at selvdannelse nemt ender i personlighedskult. For ham er dannelse noget, der kommer udefra – en samling af grundlæggende fænomener. Når Løgstrup taler om det almene, taler han samtidigt om den etiske fordring og de suveræne livsytringer. Begge dele er noget, der bliver os skænket: noget som altid allerede er. 

Dannelsen indtræffer i fællesskabet, når vi konfronteres med måden, vi er på. Vi skal fodres af den erfarende verden, mens vi er ved at blive dem, vi skal være, og vi skal lære, at måden vi opfører os på, har betydning for andre mennesker. Dannelse er på mange måder en bevægende bevægelse – et forhold som aldrig bliver færdigt, men som bekendt har et forhold to komponenter, og når den ene ikke deltager, bliver det svært at udvikle sig. 

Når noget i vores tilværelse krakelerer, begynder vi at efterspørge mening. Ofte er det først når meningen er fraværende, at vi sætter spørgsmålstegn ved den. Behovet for at stille spørgsmål i svære tider er en del af det at være menneske, men at vi lever i samfund, hvor vores spørgsmål har ringe betingelser for at blive ordentligt besvaret, dét er et problem. 

I dag er instrumentaliseringen blevet så gennemgribende, at den nærmest er gået hen og blevet en vinkel, vi ser store dele af verden fra. Vi etablerer vores egne sandhedssystemer og efterlever handlingsmønstre baseret på, hvordan vi når vores mål. Men hvad med den alment ophævede fornuft? Hvad med de alment gyldige mål? Hvordan skal vi finde dem, når porten til resten af verden har mistet sine håndtag? Vi lever i en svær tid, og vi har behov for at stille spørgsmål, men hvad gør vi, når der ikke er nogen hjemme til at besvare dem? Skal vi råbe højere, vende os væk fra verden, acceptere vilkårene for hvad det vil sige at være menneske anno 2025? Vi ender nok med at gøre, som Søren Ulrik Thomsen skriver i sin digtsamling City Slang fra 1981. Vi

«ses igen i en tilsneet have

ses igen i en opbrudt gade.»³

Noter

1. Aristoteles (2000): s. 53ff og 97ff i Etikken, Det lille forlag, Frederiksberg
2. Her henvises til Jean Paul Sartres stemme i Yalom, Irvin (D. (2004) [1998]: «Ansvar» s. 231-303 i Eksistentiel psykoterapi, oversat af Anders Johansen, Hans Reitzels Forlag, København
3. Søren Ulrik Thomsen (2018) [1981]: s. 8 i City slang, Gyldendal [Vindrose]