Mitt liv med Habermas
Jürgen Habermas døde forleden i en alder af 96 år. Han levede igennem en helt utrolig moderniseringsproces, og hans tænkning har været en afspejling af det.
Publisert
Sist oppdatert
Som sikkert så mange andre, så mødte jeg Habermas med skepsis. Han var ikke nogen fortaler for ungdomsoprøret, og han forholdt sig kritisk til dem, der omfavnede aktivismen i 1960'erne og 1970'erne. Han var lidt kedelig og imod det nye venstre, som voksede ud af og ind i ungdomsoprøret. Han var imod visionerne, der skulle virkeliggøres efter den socialistiske revolution. Og den var jo lige om hjørnet (mente mange), fordi den borgerlige livsform og det kapitalistiske system havde spillet fallit. Profitraten havde jo en tendens til at falde, lød en doktrin. Og når den faldt tilstrækkeligt, så ville systemet bryde sammen, hvis ikke mobiliseringen af masserne havde styrtet det forinden.
Habermas skrev en masse, men han havde ikke nogen stor stjerne hos os; de virkeligt revolutionære.
I 1984 begyndte jeg som studerende på Idehistorie i Århus – blandt andet fordi jeg var tiltrukket af kapitallogikken, marxismen og de radikale ideer (især teoretiske), der flød der fra.
Af grunde, jeg ikke kender til eller kan huske, begyndte Habermas lidt efter lidt at spøge inden for de kredse, der tidligere havde været optaget af at kritisere ham som en, der udvandede den kritiske teori. Det var primært Hans-Jørgen Schanz, der ellers var bannerførere for kapitallogikken, der var på vej væk fra den radikale og måske noget spekulative tænkning hos Th. W. Adorno, der reintroducerede Habermas for den danske ’intelligentsia’. Og af grunde, jeg heller ikke kan redegøre for, besluttede jeg, at min bachelor (der hed bifag på det tidspunkt) skulle behandle Habermas’ Theorie des Kommunikativen Handelns. Jeg ville vise, hvorfor Habermas tog fejl, tror jeg.
Jeg gik derfor i gang med at læse hans bøger fra Strukturwandel der Öffentlichkeit fra 1962 og frem. Strukturwandel var BTW et værk Adorno, som var min helt – eller en husgud, som det hed i de kredse på det tidspunkt, ikke havde meget tilovers overfor. Jeg blev dog mere og mere suget ind af forestillingen om, at der i sproget som sådan ligger nogle fordringer eller forpligtelser. Adorno talte i stedet om, at man med begrebet skulle åbne for det, begreber forhindrer, hvilket ikke lige er en del af dagliglivets sprogbrug – eller den måde, hvorpå mennesker forbinder sig med verden og hinanden på. Tidligere havde jeg også stiftet bekendtskab med den angelsaksiske talehandlingsteori, som var inde på lignende forestillinger. Den fik dog ikke umiddelbart nogen særlig stor indflydelse på min egen udvikling, da den analytiske filosofi nærmest på forhånd var udelukket fra det gode selskab.
Men nu kom Habermas som sagt ind på lignende tanker om, at der i sproget ligger mere end formidling fra den ene til den anden. Læsningen af Theorie des kommunikativen Handelns blev ikke et øjeblikkeligt vendepunkt i min akademiske dannelse, men den gjorde et ikke ubetydeligt indtryk på mig og min tænkning. Og senere har mange af tankerne forfulgt mig på den måde, at jeg har taget dem frem for at undersøge og forklare forskellige fænomener. Ikke mindst, når jeg vil forklare, hvorfor vi holder noget for enten sandt (vidensbasering) eller rigtigt (baseret på moral, værdier eller politisk overbevisning). Forskellige inspirationer fra fransk såkaldt post-et-eller-andet og socialkonstruktivsme blev også en del af en temmelig uhåndterlig cocktail af tanke(mylder), der enten gjorde, at man måtte undlade at sige noget – eller at sige en hel masse, der aldrig kunne samles et klart statement.
Viden er bygget op af forestillinger, som viser sig at fungere i omgangen med vores virkelighed. Dette er en pragmatisk begrundelse. Man kan strides om, hvilke forestillinger, der fungerer bedst og hvornår (inden for hvilke områder). Men det afgørende er, at der er en arena, hvor forskellige forestillinger kan indgå i en kappestrid om deres forklaringskraft. Og hvis uenigheden er fundamental, så kan man skifte til den arena, hvor man diskuterer fundamentet, hvor man igen må argumentere med henvisning til tidligere forestillinger og tegn. Men afklarer viden gennem argumentation og henvisning til grunde til en påstand.
På samme måde gælder det moralske og politiske uenigheder. Man kan argumentere med henvisning til sædvane, erfaringer, hændelser eller whatever. Og som inden for den videnskabelige diskurs, kan man skifte niveau, hvis uenigheden ikke kan afklares på det abstraktionsniveau, diskussionen foregår på.
Det efter min mening centrale ved Habermas’ kommunikationsteori er den pragmatiske fundering, som bryder med de spekulative ideer i den tidlige kritiske teori. Man kan måske her tale om, at den vigtigste grundlæggende inspiration i den kontinentale strømning inden for en neo-marxismen gik fra Hegel til Kant. Jeg ved ikke, om det giver mening for andre, men for mig at se, at det netop den store inspiration fra Kant, der forklarer Habermas’ forlængelse af og samtidige brud med den tidlige kritiske teori.
Habermas’ argumenterer for, at der i sproget og sprogbrugen er indlejret fire gyldighedskriterier:
● Forståelighed
● Sandhed
● Rigtighed
● Oprigtighed
Det er i menneskers livsverden, de lærer at bruge sprog. Sprog er derfor altid indlejret i levede erfaringer. Det er Husserls, men især Wittgensteins forståelse af livsverden og sprog, der udgør et kerneelement i Habermas’ forståelse af, hvorfor sproget fungerer som noget andet og mere end kommunikation mellem mennesker. Sproget er ikke et postvæsen, men en eksistentiel livsbetingelse. Man bliver til i og som del af verden gennem brug af sprog i bred forstand.
Den første fordring, kommunikation, handler om, at vi vil gøre os forståelige for hinanden. Derfor er forskellighed en forudsætning for kommunikation. Forstår vi det samme ved det, vi udtrykker? Det er helt grundlæggende, at den del er på plads, inden man går videre til enten at være enige eller uenige om noget. At forbinde sig med verden er også at ville forstå og forstås af de andre.
De tre følgende gyldighedskriterier gælder forskellige domæner. Hvis man ytrer sig om noget, der er tilfældet i den omgivende verden, så fremsætter man ytringer, der har en sandhedsfordring.
Det er sandt, hvad jeg siger, siger man implicit, når man forholder sig til noget faktuelt. En sandhedsfordring er et udsagn, der siger noget om verden. Den kan sommetider tjekkes ved, at man går ud og ser efter. “Det regner” kan efterprøves ved at se ud ad vinduet. Andre udsagn om den omgivende verden kan være mere udfordrende. “Kvaliteten af drikkevandet falder på grund af landbrugets brug af sprøjtemidler" er et udsagn, der peger på meget komplekse sammenhænge. Her må man trække på mange forskellige del-elementer for at stykke en sammenhængende forklaring sammen. Ved at pege på videnskabelige principper og sammenhænge og forskellige typer af data, lader det sig i princippet afgøre, om udsagnet er sandt eller falsk, og man kan handle på det.
Men det kan blive endnu mere komplekst, når man siger, at 1. Verdenskrig begyndte fordi…. Det afgørende er dog, at man siger noget, som man mener er eller var tilfældet i verden. Det kan man så strides om ved at argumentere for og imod med henvisning til gyldige kilder og lignende. Gyldigheden af kilderne kan samtidig gøres til genstand for en selvstændig argumentation for og imod, men henvisning til andre belæg.
Når man kommer til spørgsmålet om rigtighed, bliver det mere kompliceret, fordi moralsk rigtighed er mere holdningspræget, så de er afhængige af personlige og kulturelle værdier. (Sandhedsparadigmet er heller ikke fri for værdier eller emotionelle tanker, som Habermas også har vist i andre sammenhænge). Habermas’ pointe er dog, at der kan argumenteres inden for rammerne af “det fælles bedste”; altså en Rousseau-agtig forestilling om, at der er noget, der er godt for mennesker i samfund. Når jeg vil argumentere for, at man bør indføre en differentieret skat, så ligger der en holdning i det. Jeg må derfor argumentere for, hvordan det er til gavn for vores samfund. Jeg kan argumentere for, at det øger ligheden, hvilket kan blive accepteret af nogle. Men hvorfor lige “lighed” skulle være en vigtig værdi, skal jeg argumentere for over for dem, der ikke har “lighed” som afgørende værdi. Så tyer jeg til sammenhængskraft, innovationsevne eller noget tredje. Og måske kan jeg sammen med samtalepartneren nå det niveau af principper, der er afgørende for argumentationskraften.
Det sidste element “Oprigtighed” har også et værdimæssigt element, der handler om, at vi som mennesker i et samfund står inde for den, man er. (Jeg kan dog godt være i tvivl om, om man ER nogen, eller ikke snarere vedblivende BLIVER nogen; men that aside). Jeg er i en dialog principielt oprigtig og siger det, jeg ved, mener og synes. Man kan ikke opretholde en dialog, hvis ikke den, der ytrer sig, står inde for det ytrede. Det er problemet ved såkaldt bullshit, som Harry Frankfurt viser i sin bog On Bullshit (men også dette lader jeg ligge i denne sammenhæng).
Det er ikke en tilfældighed, at vores sprog er delt op i tredje person (det), anden person (du) og første person (jeg) – eller omvendt: det er ikke en tilfældighed, at sproget har de tre fordringer om sandhed, rigtighed og oprigtighed, de er jo dannet i den sproglige grundstruktur. Forståelighed går forud, da det er forudsætningen for, at der KONTAKT mellem sprogbrugere.
Et af de afgørende elementer i Habermas’ teori om den kommunikative handlen er Toulmins pragmatiske argumentationsteori, der kan skæres ned til, at når man siger noget, så skal man kunne give gode grunde til det, man ytrer, hvis man bliver spurgt om begrundelser. Der er ingen tvingende sandheder eller rigtigheder. Men der kan være gode grunde til, at det forholder sig på den måde, som jeg hævder.
De grunde, der kan fremføres, kan hver især gøres til genstand for undersøgelse og efterforskning, hvilket fører til nye udsagn, der kan undersøges på samme niveau, som de er udsagt, eller på dybere niveauer, der kan gælde principper, teorier, grundantagelser eller lignende.
Men på ét punkt bliver jeg aldrig enig med Habermas. Hele hans teori – og sådan har det været siden 1962 – har været centreret om en ide om konsensus. Inspireret af Kant – tror jeg – mener Habermas, at man i sidste ende kan finde det sande eller rigtige eller oprigtige udsagn. Der er en grundlæggende universalisme hos Habermas, som for så vidt strider mod den grundlæggende pragmatisme. Mange som eksempelvis Chantal Mouffe og Christian Kock har hver sit udgangspunkt peget på, at forestillingen om konsensus er problematisk. Det vil i sidste ende betyde, at man kan afgøre alle diskussioner, uanset om det vil tage uendeligt. Det er en principiel mulighed for Habermas. Men den forskel, der eksisterer mellem mennesker; deres kontekster, dispositioner, erfaringer and what not gør, at det ikke giver mening at forestille sig, at man altid kan nå til enighed om forståelser, uanset om de handler om det sande, det rigtige eller oprigtige. Man kan også sige det på en anden måde: forestillingen om konsensus vil kræve, at verden er; og at den er på en bestemt måde. Det er også det, der ligger i det universelle.
Men verden ER ikke! Den kan være til disposition, og den kan beGRIBES, men den har ikke en karakter, der for os kan fikseres. Den er altid i sammenhæng med andre og andet. Den skal netop GØRES for at standses for et øjeblik.
For Habermas er ønsket om en verden, der giver mening, så stor, at han måtte tilbyde en teori om konsensus. Hans tænkning er befordrende for at tænke videre. Men forestillingen om en ontologisk fastfrysning af verden er et fejlskud. Som Richard Rorty cirka skrev i Kontingens, ironi og solidaritet, så må man affinde sig med, at livet er lige så tilfældigt som et spermatozos møde med et æg. Men Habermas kan – kunne – ikke opgive forestillingen om mening.
Hans senere tænkning, som jeg ikke har fulgt særlig meget, bekræfter, at det åndelige og metafysiske kom til at spille en større rolle. Men jeg siger jeg på et meget tyndt grundlag, da jeg ikke har læst hans seneste værker udover nogle tekstsamlinger og Den nye borgerlige offentlighed fra 2022, hvor han viser, hvordan sociale medier kunne udgøre en ny offentlighed, men at det også har sine udfordringer, som vi kun kender alt for godt som ekkokamre og mangel på udveksling mellem uenige mennesker.
Habermas har haft indflydelse på mig og min måde at tænke og forstå verden på i fyrre år. Det er den tænker, jeg oftest er vendt tilbage til på forskellige tidspunkter i min udvikling og i mine jobs. For mig giver han altid stof til eftertanke. Hans grundighed nærmer sig det ulidelige, men når man forsøger at gå ind på alle detaljerne, så får man også noget ud af det. Han var belæst på en måde, som giver mening til betegnelsen polyhistor. Der er en grund til, at dette ord ikke længere findes i offentligheden. Polyhistorer findes (stort set) ikke mere. Habermas var en af eller måske den sidste.
Derfor påvirkede det mig, da jeg hørte, at han er død. Hans bøger lever dog stadig. Ikke mindst Theorie, men også andre værker vil formentlig stå som inspirationskilder i mange, mange år. Hans tanker om diskursetik, om offentlighed og deliberativ demokrati resonerer ræsonnerende med vores tid som en korrigerende opfordring til, at vi som samfund og deltagere i det tager en mere aktiv og engagerende rolle i forhold til, hvordan vores samfund udvikler sig.
På den måde er Habermas måske mere revolutionær i dag, end han nogensinde har været. Hvordan kan vi arbejde for, at den digitale, politiske og økonomiske magtelite ikke fratager mennesker autonomi og myndighed? Det er det, det handler om. Habermas talte om forholdet mellem system og livsverden. Hvordan søger vi for, at vi som mennesker og fællesskaber ikke mister forankringen i livsverden; vores sprog, vores stemme.
Ens stemme handler ikke om at afgive den – men om at owne den! Det gjorde Habermas på sin særlige snøvlende, genkendelige og meget personlige måde.
