FOR NONIDEAL SOCIALONTOLOGI: DEN SOCIALE VIRKELIGHED TÆNKT NORMATIVT

Der eksisterer nutidigt en dikotomi inden for socialontologien mellem ideale og nonideale teorier, som beskæftiger sig med den sociale virkelighed med henholdsvis enten neutrale eller normative fokuser. I artikellen argumenterer vi for, hvorfor det er nødvendigt med et paradigmeskift fra den ideale socialontologis fokus på objektivitet og værdineutralitet til et nonidealt fokus på den sociale virkelighed, der kan medtænke ulige magtrelationer og uretfærdighed. Med afsæt i Åsa Burmans Nonideal Social Ontology og Johan Brännmarks tilføjelser vil vi klargøre forskellen på ideal og nonideal socialontologi, og hvorfor vi bør foretrække den sidste. Vi vil anvende Ástas conferralism som et eksempel på en socialontologi,¹ der med et nonidealt fokus kan medtænke race og køn, så uretfærdighed kan modstås.²

Socialontologi omhandler sociale kategorier, strukturer og konstruktioner i den menneskelige sociale verden som fx institutioner, penge, statusser, sammenhængskraft og kollektiver. Derudover er et andet fokusområde sociale kategorier, som bl.a. involverer race og køn. Inden for socialontologien er der opstået en splittelse mellem ideale og nonideale socialontologiske teorier, om hvorvidt den sociale virkelighed skal beskrives værdineutralt eller normativt.

At tilslutte sig ideale socialontologier indebærer gennemgående en afvisning af normative og politiske forpligtelser i forklaringsmodellerne til den sociale virkelighed. Fokusset er typisk gruppeformationer, dynamikker, institutioner, sammenhængskraft, og hvordan sociale kategorier som penge, ejendomsret, parkeringspladser og præsidenter eksisterer i vores kollektive bevidsthed. De nonideale socialontologier tillader, at normative elementer er medtænkt ved, at de enten spiller en begrænset rolle, eller via en dedikation til emancipatoriske forandringer, hvor de normative forpligtelser er fuldt integreret.³ Nonideal socialontologi beskæftiger sig typisk med magtstrukturer, hegemonier, uretfærdighed og undertrykkelse i forhold sociale kategorier som køn og race.

En ideel standardmodel

Til vores forståelse af ideale socialontologier som Margaret Gilberts plurale subjektivitetsteori, John Searles konstruktion af den sociale virkelighed og Raimo Tuomelas kollektive accept-tilgang til socialitet vil vi benytte os af Burmans standardmodel, der omhandler kriterierne refleksivitet, performativitet og kollektiv intentionalitet.⁴

Refleksivitet skal forstås som kollektive overbevisninger om overbevisninger eller en selvopfyldende profeti, hvor det, der forestilles som virkeligt, også bliver det. Det betyder, at sociale fænomener er afhængige af, at mennesker kollektivt besidder prækonstitutive højere ordens overbevisninger om, at resten af gruppen besidder de samme overbevisninger.⁵ Refleksivitet er med andre ord et rekursivt og selv-refererende loop, hvor deltageres praksis er formet af deres forestilling om andres overbevisninger som en spejling. Det kan virke lidt tautologisk, men det betyder fx, at man forud for at indgå i et ægteskab, stemmer til et valg eller melder sig ind i en forening har overbevisninger om, at de andre individer, som indgår i aktiviteterne, har tilsvarende overbevisninger om kollektivets og institutionernes gyldighed. Dvs. de deltagende har fælles overbevisninger om, at ægteskab, valg og foreninger er anerkendt som eksisterende, virkelige og gyldige på en tilsvarende måde for alle de andre, hvilket derved gør, at de bliver det.

Performativitet omhandler, hvordan kollektiver kan frembringe og vedligeholde sociale fænomener via semantik og talehandlinger. Dvs. at sociale konstitutioner, statusser og tildelte funktioner er afhængige af talehandlinger som et system af symbolisering og repræsentation.⁶ Man kan som eksempel tænke på, når en fodbolddommer tilkendegiver, at der er mål, eller når en præst erklærer nogen for at være gift. Talehandlingen medfører, at når noget erklæres som gyldigt, så bliver det også sådan.

Kollektiv intentionalitet indgår som en vigtig del af de ideale socialontologiske teorier og omhandler kooperation mellem individer og fælles gældende tildelte statusfunktioner via konstitutive regler. Dvs. at den sociale virkelighed er konstitueret via fælles målretning. Eksempler kunne fx være fagforeninger, penge og privat ejendom, hvor de sociale fænomener konstitueres og vedligeholdes af, at mennesker fælles tildeler dem funktioner.⁷ Der er en kollektiv enighed om, hvad det indebærer at være medlem af en forening, hvor meget 100 kr. er værd, og hvem, der ejer en bestemt ejendom. Det betyder overordnet, at den sociale verdens kollektiver, regler og praksisser er konstrueret og vedligeholdt af menneskelige formålsrettede handlinger og attituder.⁸

LES OGSÅ: Språklige uenigheter

Utilstrækkelighed og ideologisk reproduktion

Som vi ser det, er de ideale socialontologier teoretisk utilstrækkelige i fyldestgørende at beskrive den sociale virkelighed. De ideale socialontologiske teorier er måske tilfredsstillende inden for deres specifikke domæner, men de kan ikke tilbyde en generel socialontologi af virkeligheden eller fundament til den sociale videnskab.⁹ Derudover mener vi, at idealiseringen i teorierne fungerer som ideologi ved, at de tilslører historisk og nuværende uretfærdighed via et konsensus-orienteret syn på den sociale verden, som forpligter sig til et værdineutralt fokus.¹⁰ Med det mener vi, at man med de ideale socialontologiske teorier fuldstændigt udelader ulighed og uretfærdighed ved at fokusere på den sociale verden som udelukkende at bestå af enighed mellem rationelle og ligestillede individer. Ved at negligere alle de nonideale aspekter af virkeligheden legitimeres status quo som noget selvindlysende og naturligt. Brännmark skriver følgende:

«A theory playing an ideological role is mainly about which ideas are present in the theory, and that certain ideas explicitly or implicitly make the current order of things appear as natural or reasonable in a way that legitimizes it. But it can also be about which ideas are absent: how the theory does not provide adequate conceptual tools for articulating the political concerns of subordinated, oppressed or marginalized groups.»¹¹

Kritikken af ideal socialontologiens ideologiske rolle er, at dens forståelse af den sociale verden ikke er neutral, men indgår i et understøttende sammenspil med politisk teori ved at tilsløre uretfærdigheder og reproducere en status quo.¹²

Kriteriet om kollektiv intentionalitet gør, at de ideale socialontologiske teorier får det abstrakte fokus på konsensus mellem ligestillede og udifferentierede individer fra det liberale domænes atomisme og metodiske individualisme. De ideale socialontologiske teorier opstiller sociale helheder som uafhængige fra historiske processer ved at abstrahere fra konkrete betingelser. Ved at prioritere konstitutioner via kollektive overbevisninger og talehandlinger, fremstår det også som, at det meste af den sociale virkelighed foregår i vores hoveder, hvilket minimerer vigtigheden af materielle og historiske betingelser.¹³ Det er tæt på det «ubundne selv»,¹⁴ hvor individer bliver anskuet som ahistoriske og forud indlejret i sociale positioner, identiteter og mål. Derved abstraheres der også fra, at individers sociale positioner er betinget af ulige funktioner som køn og race.¹⁵ Det indebærer ifølge Brännmark, at historiske magtbalancer og undertrykkelse ignoreres til fordel for et neutralt fokus på kollektiv intentionalitet og individuel kapacitet.¹⁶ En konsekvens af refleksivitet er blindhed overfor sociale positioner, fordi man meget lig John Rawls’ «uvishedens slør» tænker den sociale verden fra en transcenderet position, som er hinsides positionalitet, materielle betingelser, social læring og akkumulerede erfaringer.¹⁷ Teorierne forstår med andre ord sig selv som «[…]capable of transcending their attachments, allegiances, biases, and vested interests».¹⁸

Da vigtige kategorier som køn og race ikke indgår i teorierne, kan den ideale socialontologi ikke tilstrækkeligt give et dækkende billede af den sociale virkelighed.¹⁹ Derudover er de ideale socialontologiske teorier også med til at forstærke en status quo ved, at de tilslører diverse former for undertrykkelse og fremhæver eksisterende praksisser og strukturer som naturlige, legitime og ligeværdige.²⁰

Ástas conferralism og sociale statusser

Vi vil nu med Ástas conferralism give et eksempel på en nonideal social ontologi, vi mener, kan give en mere fyldestgørende beskrivelse af, hvad den sociale virkelighed består af ved at medtænke nonideale aspekter i forbindelse med fx køn, race og andre menneskelige sociale kategorier.²¹ Ásta argumenterer med sin nonideale tilgang for en socialontologi, hun har døbt «conferralism», der anskuer sociale kategorier som overførte attributter. Attributterne overføres i en bestemt kontekst af enten personer, entiteter eller grupper med en højere social status og magtposition, og bevirker at individet, som får attributterne overført, tildeles en social status bestemt ud fra de «constraints and enablements», der medfølger.²² Ásta skriver, at «[…]a feature is socially significant in a context in which people taken to have the feature get conferred onto them a social status».²³ Til at beskrive, hvordan vi skal forstå en overført status, benytter Ásta sig af et sports-eksempel:

«Consider, for instance, some baseball properties, such as a pitch’s being a strike. There is a physical property, which we can allow is nonconferred, of having traveled some trajectory from the fingers of the pitcher to the glove of the catcher. We may think that whether a pitch is a strike or a ball is not a matter of what the trajectory is, but rather of what the umpire judges it to be. If we do that, then we may say that the umpire is attempting to track what the physical trajectory is, but that it is his judgement as to what it is that makes something a ball or a strike. We can then hold that the properties of being a ball or a strike are conferred by his judgement.»²⁴

Hvad Ásta her påpeger, er at hendes teori ikke er konstitutiv. Hun skriver, at «[…] it is the perception that the base property (or properties) is present that matters on the conferralist account, not the actual presence of it, as on constitutive account».²⁵ At noget bliver opfattet eller bedømt som at have en bestemt attribut eller status, er med Ástas conferralism det vigtige, frem for om de rent faktisk er til stede. Dvs. at et boldkast tæller som et strike i spillet baseball, hvis dommeren bedømmer, at der er strike, hvilket betyder, at dommerens bedømmelse overfører statussen «at være et strike» til boldkastet. Om det er et strike uafhængigt af dommerens bedømmelse, er uvæsentligt.

Den kollektive intentionalitet er fortsat delvist til stede, dog med et udgangspunkt i ulige magtrelationer, hierarkier og top-down strukturer. Ástas nonideale fokus er på sociale kategorier, som bliver overført af personer, institutioner eller grupper med høj autoritet eller social status. Hun skelner her imellem institutionelle og interpersonelle attributter.²⁶ De institutionelle omhandler formelle bedømmelser, autoriteter, institutioner og myndigheder, og de interpersonelle omhandler uformelle bedømmelser fra kollektiver og personer. Ástas conferralist-skema for institutionelle kategorier er følgende:

Conferred property: P

Who: a person or entity or group in authority

What: their explicit conferral by means of a speech act or other public act

When: under the appropriate circumstance (in the presence of witnesses, at a particular place, etc); we can think of this as a particular institutional context

Base Property: the property or properties the authorities are attempting to track in the conferral ²⁷

Ástas conferralist-skema for interpersonelle kategorier er følgende:

Conferred property: P

Who: a person or entity or group with standing

What: their conferral explicit or implicit, by means of a[sic] attitudes or behavior

When: in a particular context

Base Property: the property or properties the authorities are attempting to track in the conferral, consciously or unconsciously ²⁸

Ásta anskuer race og køn som kontekstbestemte sociale markører, der overføres til individer som sociale attributter og status, som om disse tilhører dem. Hun skriver:

[…] a social property, whether institutional or communal, is fleshed out in terms of the constraints and enablements, institutional or communal, on a person’s behavior and action. To have the status in question just is to have the constraints and enablements in question.²⁹

Man kan delvist anskue Ástas conferralism som en slags anti-realisme, deflationistisme eller projektionisme.³⁰ Dvs. race og køn for Ásta ikke er noget man er i kraft af iboende attributter, men derimod en social status, man får påduttet af andre mennesker, som de derfor ikke eksisterer uafhængigt af.

LES OGSÅ: FEMINISTISK FILOSOFI I TROMSØ: KONFERANSE

En nonideal tilgang til køn og race

Det nonideale består i, at Ástas teori besidder et feministisk og antiracistisk perspektiv, da dens udgangspunktet med hendes egne ord er at give: «[…] a deeper understanding of various social mechanics that contribute to injustice».³¹ Ásta følger Judith Butler i at anskue både det biologiske (sex) og sociale køn (gender) som sociale konstruktioner.³² Det biologiske køn ser hun som institutionelle kategorier med institutionelle attributter.³³ Det sociale køn forstår hun som interpersonelle kategorier, hvilket betyder, at det sociale køn for Ásta er kontekstbestemte sociale attributter, som er overført på individer inden for en bestemt ramme.³⁴

Med det institutionelle køn forsøger medicinske fageksperter, læger, myndigheder og offentlige autoriteter at spore hankøn og hunkøn ud fra kønsstereotype karakteristikker og markører.³⁵ Med det interpersonelle køn derimod forsøger personer og grupper at spore statusser som mand, kvinde, cis, trans*, intetkøn, osv., der er antaget ud fra sociale attributter som roller, normer, praksisser, adfærd, påklædning, samt visuelle og kropslige markører.³⁶ Race kan ligeledes opdeles i institutionelle og interpersonelle kategorier. Race som institutionel kategori, som man fx kan se i USA, er, hvor offentlige institutioner sporer race ud fra skematiske klassifikationer som kaukasisk, afrikansk-amerikansk, asiatisk, osv. Race som interpersonelle kategorier omhandler igen grupper og personer, der i en social kontekst sporer en status ud fra visuel repræsentation, kultur, herkomst og andre kulturelle praksisser og markører.³⁷

Ástas tilgang tillader en fleksibilitet i beskrivelsen af, hvordan menneskers kontekstuelle kategoriseringer varierer ud fra personer, rum og attituder. Omdrejningspunktet i Ástas conferralism er ulighed og de meget specifikke kontekster og omstændighed, hvori de udspiller sig. Derved afviser hun det abstrakte fokus på samarbejdende, ligestillede og udifferentierede individer fra den ideale socialontologi.³⁸ På den måde er Ástas conferralism udrustet til at være mere inklusiv og tage hensyn til personer, som ofte falder uden for konventionelle kategoriseringer som diverse LGBTQ+-personer:

«Consider this scenario: you work as a coder in San Francisco. You go into your office where you are one of the guys. After work, you tag along with some friends at work to a bar. It is a very heteronormative space, and you are neither guy nor a gal. You are an other. You walk up the street to another bar where you are a butch and expected to buy drinks for the femmes. Then you head home to your grandmother’s eightieth birthday party, where you help out in the kitchen with the other women while the men smoke cigars.»³⁹

Ástas conferralism er velegnet til at beskrive, hvordan en overført social status kan lede til en uretfærdig behandling via sociale «constraints and enablements», som skal forstås som de normer, magtrelationer og restriktioner, som bliver tillagt individer i sociale kontekster, og som derved udgør den sociale status. Dvs. det at få tillagt en social betydningsfuld attribut som «at være en kvinde eller mand» eller «at være del en bestemt racialiseret gruppe» bevirker en overført social status, som er defineret ud fra specifikke «constraints and enablements». Ásta afviser derved de ideale tilganges forpligtelse til at forstå den sociale verden via enighed mellem rationelle og ligestillede individer og tavshed omkring ulighed og uretfærdighed.⁴⁰

Kategorisk og mellemliggende uretfærdighed

Som eksempel på uretfærdighed kan man forestille sig, at den overførte status som kvinde kan bevirke økonomiske begrænsninger, partnervold og uønsket seksuel opmærksomhed fra mænd, eller hvordan en racialiseret status kan lede til marginalisering, stigmatisering og etnisk profilering af myndighederne og personer. Race- og kønsmæssige sociale statusser omhandler derved også konventioner, normer og forestillinger, om hvordan (cis og trans*) mænd, kvinder, ikkebinære og racialiserede grupper er, bør være, hvilke funktioner de bør have, og hvilke rum de bør og ikke bør færdes i, osv. Ásta kalder dette for kategorisk uretfærdighed,⁴¹ og ifølge hende forekommer det «[…]when agents are systematically thwarted in their attempts at performing actions by how they are socially constructed».⁴²

Et eksempel på kategorisk uretfærdighed kunne fx omhandle vidnesbyrdsmæssige situationer, hvor en persons troværdighed nedvurderes eller ignoreres i forhold til fordomme og stereotypisering ud fra køn og race.⁴³ Dvs. at et individs epistemiske kompetencer og troværdighed bliver uretfærdigt fejlvurderet pga. køns- og racemæssige kategoriseringer, hvilket forhindrer dem i at give et pålideligt vidnesbyrd i forbindelse med fx politiudsagn eller lægekonsultationer. Man kan her forstille sig en situation, hvor en kvindens anmeldelse af voldtægt eller partnervold, bliver nedvurderet pga. fordomme om, fx at kvinder lyver for at få opmærksomhed. Det kunne også være racebaseret profilering og mistænkeliggørelse af personer, der forhindrer dem i at blive troet på af myndighederne. Derudover lægger Ásta også op til, at miskategorisering af individer som falder imellem de etablerede kategorier, hvilket gør deres oplevelser og placering usynlige og ugennemsigtige. Det omhandler således, hvordan miskategoriseringer af fx trans*personers kønsidentitet og personer med tværkulturelle baggrunde kan anskues som social skadeligt og derfor uretfærdigt. Hun kalder det for mellemliggende uretfærdighed,⁴⁴ hvilket med hendes egne ord omhandler følgende:

«Sometimes we are betwixt and between, sometimes we refuse to belong, sometimes we are not intelligible at all. Examples of thus include children with parent of different races, second generation immigrants, intersex and transgender individuals and individuals with bisexual and pansexual orientation.»⁴⁵

Ástas pointe er relevant i lyset af, hvordan børn af personer med immigrantbaggrunde profileres som andengenerationsindvandrere, og derved bliver ved med at have indvandrerstatus, selv om de er født i landet, hvor de bor. Man kan også anvende begrebet i forhold til, hvordan biologiske kønsopdelinger medfører udelukkelse fra kønsopdelte rum for trans*personer, hvilket bevirker, at i forvejen udsatte mennesker yderligere bliver marginaliseret.⁴⁶

Vi har argumenteret for, at et paradigmeskift fra ideale til nonideale socialontologiske teorier er nødvendigt og bør blive fulgt til døren. Den sociale virkelighed må blive tænkt nonidealt for at være fyldestgørende i sine beskrivelser, undgå at reproducere ideologiske tilsløringer og være tilstrækkelig nyttig i at modstå nutidens problematikker som uretfærdighed og ulighed baseret på race og køn.

Fotnoter

1. Vi har valgt at beholde det engelske ord «conferralism» til at beskrive Ásta’s socialontologiske position, da en dansk oversættelse ville lyde lidt besynderlig. En dansk oversættelse ville formentlig være noget i stil med «tildelingisme».
2. Ásta udgav under navnet «Ásta Sveinsdóttir» indtil 2017, hvor hun skiftede til bare «Ásta» for at differentiere sig fra andre af samme navn.
3. Åsa Burman, Nonideal Social Ontology: The Power View (New York: Oxford University Press, 2023), 143.
4. Burman anvender standardmodellen for ideal socialontologi fra: Francesco Guala, “The Philosophy of Social Science: Metaphysical and Empirical”, i Philosophy Compass vol 2 (2007), 960-963.
5. Burman, Nonideal Social Ontology, 20-21, 43, 72-73.
6. Burman, Nonideal Social Ontology, 49-50.
7. Burman, Nonideal Social Ontology, 22-23, 48-49, 72-73.
8. Eksempler på hvordan ideale socialontologiske teorier og deres overlap med standardmodellen kan man kort opsummere via Gilbert, Searle og Tuomela. I Gilberts plurale subjektivitetsteori forudsætter det at indgå i et fællesskab (joint commitment) en udtalt parathed til at indgå og en fælles viden om selv samme fællesskab (Margaret Gilbert, On Social Facts (Princeton: Princeton University Press, 1992), 203). Med Searles institutionelle fakta, som har formlen «X counts as Y in C», hvor X er objekt, Y er en tildelt funktion eller social status, og C er en kontekst, påkræver ligeledes kollektiv intentionalitet, talehandlinger og højere ordens overbevisninger, han beskriver som: «seeming to be X comes prior to being X» (John Searle, The Construction of Social Reality, (New York: The Free Press, 1995), 13, 28, 43-46). Tuomelas kollektive accept-tilgang til socialitet vedrører «we-intentions» betinget af kollektivt delte «we-attitudes in we-mode», gruppehandlinger og «mutual belief among participating members» (Raimo Tuomela, “We-intentions Revisited”, i Philosophical Studies vol 125 (2005), 340-343).
9. Burman, Nonideal Social Ontology, 3-5, 72.
10. Johan Brännmark, ”Ideal Theory in Social Ontology as Ideology”, i Journal of the American Philosophical Association (2025), 1-3.
11. Brännmark, “Ideal Theory in Social Ontology as Ideology”, 11.
12. Både Brännmark og Burman benytter sig af Charles W. Mills’ kritik af ideale politiske teorier som fx John Rawls (Charles W. Mills, ”´Ideal Theory´ as Ideology”, i Hypatia vol 20, nr. 3 (2005), 168-169.)
13. Burman, Nonideal Social Ontology, 74-77.
14. Det «ubundne selv», der indgår i Michael Sandels kritik af Rawls´ liberale retfærdighedsteori, er bedre kendt som «unencumbered self» på engelsk.
15. Brännmark, ”Ideal Theory in Social Ontology as Ideology”, 8, 13-14.
16. Brännmark, ”Ideal Theory in Social Ontology as Ideology”, 1-3.
17. Rawls’ begreb «uvishedens slør» er på engelsk kaldt «veil of ignorance».
18. Brännmark, ”Ideal Theory in Social Ontology as Ideology”, 5.
19. Burman, Nonideal Social Ontology, 77.
20. Brännmark, ”Ideal Theory in Social Ontology as Ideology”, 15.
21. Ásta undersøger også seksuel orientering, religiøst tilhørsforhold og handikaps som sociale kategorier, men for enkelthedens skyld vil vi kun medtage køn og race i denne artikel.
22. Lige som med «conferralism» anvender vi den originale engelske betegnelse «constraints and enablements». En dansk oversættelse ville være i stil med «begrænsninger og bemyndigelser».
23. Ásta, Categories We Live By: The Construction of Sex, Gender, Race, and Other Social Categories (New York: Oxford University Press, 2018), 3.
24. Ásta, Categories We Live By, 8.
25. Ásta, Categories We Live By, 27.
26. Ásta bruger beskrivelsen «communal», men vi har på dansk valgt at anvende «interpersonelle».
27. Ásta, Categories We Live By, 21.
28. Ásta, Categories We Live By, 22.
29. Ásta, Categories We Live By, 29.
30. Elisabeth Barnes, “Realism and Social Structure”, i Philos Stud, 174 (2017), 2432-2433.
31. Ásta, Categories We Live By, 5.
32. Se Judith Butler, Gender Trouble: Feminism and the Subversion of Identity (New York: Routledge, 2007) og Judith Buttler, Bodies that Mater: On the Discursive Limits of Sex (New York: Routledge, 2011).
33. Ásta, Categories We Live By, 70-72.
34. Ásta, Categories We Live By, 73-75.
35. Ásta, Categories We Live By, 70-73.
36. Ásta, Categories We Live By, 73-76.
37. Ásta, Categories We Live By, 95-104.
38. Burman, Nonideal Social Ontology, 128-129.
39. Ásta, Categories We Live By, 73.
40. Burman, Nonideal Social Ontology, 129-130.
41. «Kategorisk uretfærdighed» er vores oversættelse af «categorical injustice».
42. Ásta, “Categorical Injustice”, 392.
43. Se Mirande Fricker, Epistemic injustice: Power & the Ethics of knowing (New York: Oxford University Press, 2010).
44. «Mellemliggende uretfærdighed» er vores oversættelse af «interstitial injustice».
45. Ásta, “Interstitial Injustice”, i Social Epistemology 39 (4) (2025), 372.
46. Ásta, Categories We Live By, 77-79.